Bogen kommer vidt omkring og giver relevant og nyttigt læsestof til nye lærere. Det springende punkt er, om de nye lærere har brug for at læse mere. Selv om det er ved at være længe siden, husker man tydeligt den første dag og det første år som nyuddannet lærer.
Glæden ved endelig at være færdig som lærer afløstes af spændingen ved den nye store udfordring, det var pludselig at stå med ansvar. Det var i mødet med eleverne, kollegerne og ikke mindst forældrene, husker jeg.
Det første forældremøde står lyslevende. Man følte sig nærmest tør indeni fra mund til fødder. Simpelthen rystende nervøs.
Den følelse kan man nok ikke lave om på, men kan man hjælpe nye lærere bedre på vej? Det er jo en kendsgerning, at læreruddannelsen ikke i sig selv kvalificerer en til jobbet. De benhårde erfaringer, mødet og samarbejdet med skolens mange aktører er det, der i sidste ende kvalificerer, udvikler og modner en som lærer.
»Første år som lærer« prøver overbevisende og meget konkret at give råd og informationer om alt tænkeligt, man møder som ny lærer i folkeskolen.
Bogen er en håndbog, der beskriver sig selv som en »hjælpende hånd i den første tid som ny lærer i folkeskolen«.
Det skal tages helt bogstaveligt og bogen vil fungere perfekt som håndbog.
Et forfatterpanel bestående af flere næsten nyuddannede og nogle få garvede lærere samt repræsentanter fra Danmarks Læreforening mødtes en augustdag 2002 for at inspirere hinanden til at skrive en bog om erfaringer som ny lærer, der »kunne gøre verden lidt nemmere for kommende nye lærere«.
Bogen kommer meget vidt omkring. Fra jobsøgning, ansættelsessamtalen og til den første dag og den første tid på skolen. Mødet med eleverne, teamsamarbejdet, den konkrete undervisning med udarbejdelse af årsplaner, samarbejdet med forældrene og de mange andre særlige udfordringer, som dagligdagen kan byde på. For eksempel håndteringen af mobning og vanskelige klasser og elever.
Foruden de mange gode råd er bogen også fyldt op med faktuelle oplysninger om folkeskolens formelle arbejdsgrundlag. Det vil sige lov- og regelstof, skolebestyrelsens kompetencer, skoleledernes opgaver, elevers medbestemmelse og aftalerne, der beskriver, hvordan lærernes arbejdstid skal skrues sammen.
Skolen har udviklet sig meget de senere år. Det mest iøjnefaldende er måske, at lærerne fra at være privatpraktiserende nu er forankret i team. Teamene er for nutidens nye lærere et godt afsæt for deres arbejde.
Det er helt givet en tryghedsskabende faktor, at man har nogle kolleger at dele sine opgaver og problemer med.
Men det er jo også krævende og koster masser af mødetid at man hele tiden skal være flere om det meste. I den forbindelse får den gennem generationer højt besungne »metodefrihed« en fin og aktuel kommentar med på vejen.
»Du kan sikkert godt finde en ældre kollega, som mener at den enkelte lærer har fuld metodefrihed, det vil sige er ene om at bestemme om han eller hun vil gå frem efter det lærebogssystem som skolen nu engang har købt eller i stedet finde på en ny og spændende måde at lære brøkregning på. Og at netop dette nærmest autonome islæt i hverdagen er selve lærergerningens sjæl. Sådan var det måske engang onde tunger definerede metodefriheden som frihed til ingen metode at have men det holder ikke i dagens skole!« Og heldigvis for det og godt for de nye lærere! Samlet set en fin bog spækket med masser af relevant og nyttigt læsestof. Ingen tvivl om, at debutanterne kan føle sig godt hjulpet på vej ved at læse i bogen.
Det springende punkt er blot, om den nye lærer ikke mener, at han eller hun har fået nok af at læse og hellere vil bruge energien på at stå den praktiske distance i det daglige arbejde hvor hovedparten af læseindsatsen nok koncentrerer sig om undervisningsmaterialer og lærervejledninger.
Det skal blive spændende at følge, om bogen bliver læst. Det vil vise sig, for planen er, at det ikke kun bliver ved denne førsteudgave, men der skal følges op. I forordet kan man nemlig læse: »Hvis du vil være med til at gøre en forskel med denne bog, så skriv til os med henblik på næste års udgave«.
Man kunne jo overveje at købe bogen til lærerværelset og så se, om de nye unge lærere bider på.
Første år som lærer
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.