Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Førskoleundervisning skal give bedre Pisa-resultater

Alle børn skal have førskoleundervisning, lyder det i en ny handlingsplan fra EU. Målet er bedre Pisa-resultater og flere i ungdomsuddannelse, men politikerne er skeptiske. EU skal ikke blande sig i danske skoleforhold, mener Socialdemokraterne.

EU vil have flest mulige børn til at tage del i førskoleundervisning, inden de starter i skole.

Foto: Louise Knuth Pedersen
Christian Grunert
Start debatten
24. februar 2011, kl. 08:00

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

"Med mit kendskab til EU, er jeg meget bekymret over den her udmelding. Jeg frygter, at det her bare handler om at gøre børn arbejdsmarkedsparate så tidligt som muligt, så de i princippet kan starte i skole som treårige", siger Christel Schaldemose, der er medlem af Europaparlamentet for Socialdemokraterne og beskæftiger sig med uddannelsespolitik. Hun mener, at børn går en grum fremtid i møde.

EU-Kommissionens handlingsplan

"Jeg er glad for, at min den yngste allerede er startet i skolen og ikke lige er blevet født, for det bliver et hårdt liv at være voksen i. Du starter i skole som treårig, du får ingen fjumreår under uddannelsen, og du skal blive på arbejdsmarkedet, til du bliver 70 år", siger Christel Schaldemose.

Også Emilie Turunen, der sidder i Europarlamentet for SF, er bekymret for det, hun kalder, EU's 'skoleficering' af dagtilbuddene. Hun mener ikke, at EU bør blande sig i indholdet af de enkelte landes førskoletilbud.

"Det er en ret skidt tendens, hvis EU skal til at diktere, hvordan vi i Danmark skal sammensætte vores pasningstilbud", siger Emilie Turunen.

Førskoleundervisning er en oversættelse af det engelske "early childhood education and care", og det dækker i en EU-sammenhæng over flere forskellige institutionstilbud til børn i alderen 0-6 år, her i blandt også de danske vuggestuer, børnehaver og øvrige dagtilbud (rettet 24. februar kl. 14.00).

DLF og Egelund er positive over for handlingsplanen

I den nye handlingsplan for børn, som EU-Kommissionen fremlagde i sidste uge, fremgår det blandt andet, at førskoleundervisning og dagtilbud af høj kvalitet er et middel mod skolefrafald og fattigdom på længere sigt. Samtidig er den gode førskoleundervisning med til at sikre fine resultater i internationale undersøgelser af grundlæggende færdigheder som for eksempel Pisa-undersøgelsen.

Professor ved Center for Strategisk Uddannelsesforskning og formand for bestyrelsen for Pisa-konsortiet i Danmark, Niels Egelund, deler ikke politikernes pessimisme, men mener, at handlingsplanen er fyldt med positive hensigter. Han efterlyser mere struktur i den danske førskolepædagogik.

"Jeg har altid selv syntes, at dagtilbuddene skal ses som et led i livslang læring", siger Niels Egelund.

I Danmarks Lærerforening er der også stor tilfredshed med EU's udmeldinger i forhold til førskoleundervisningen.

"Jeg ser det da som et udtryk for, at EU i højere grad betragter dagtilbuddene som en del af uddannelsessystemet, og det finder jeg meget positivt. Det kunne vi dårligt have formuleret bedre selv", siger Birgitte Birkvad, der er leder af Danske Lærerorganisationers Internationale kontor i Bruxelles.

"Vi har sagt i årevis, at problemerne med skolefrafald kan tages i opløbet, hvis alle børn får et pædagogisk tilbud. Jo sværere, de har det derhjemme, jo mere kan de profitere af dagtilbuddene", siger hun.

Færre danske børn bliver passet

Danmark er et af de lande, der ifølge rapporten er gået lidt tilbage i forhold til at sikre alle børn pasningstilbud. Knap hver tiende barn går hverken i vuggestue eller børnehave, før de starter i skole, og det er langt mere end for eksempel i Frankrig og Belgien, hvor godt og vel alle børn under den undervisningspligtige alder er tilknyttet et pasningstilbud.

Birgitte Birkvad hæfter sig ved, at det i modsætning til Danmark er gratis at benytte de forskellige pasningstilbud i Frankrig. I Danmark betaler forældrene selv en andel for at få deres børn passet.

"Dagtilbuddene i Danmark udgør et ordentligt indhug i en families økonomi, og det går selvfølgelig særligt ud over lavindkomstfamilierne, der kan have svært ved at finansiere et ordentligt dagtilbud", siger Birgitte Birkvad.

Christel Schaldemose mener dog ikke, at Frankrig klarer sig specielt bedre end Danmark i forhold til skolefrafald, selvom pasning er gratis, og franske børn starter tidligere i skole.

"Det er mere kompliceret end som så, men det er klart, at hvis man ligesom i Frankrig vil indføre mere undervisning i førskoleordningerne i Danmark, så bør det uden tvivl også være gratis", siger hun.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Førskoleundervisning skal give bedre Pisa-resultater

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS