Førbørnehaveklasseprojektet på Vesterbro

I skoleåret 1995/96 fandt det her omtalte førbørnehaveklasseforsøg sted på en københavnsk kommuneskole med syv fem-årige punjabisktalende småbørn. Man havde foretrukket at have til huse i en daginstitution af hensyn til børnenes gensidige integration, men det lod sig ikke gøre af pladsmæssige hensyn. Forsøget blev støttet af Byudviklingsmidlerne og havde til formål dels at fremme integrationen i det danske samfund, dels at gøre det muligt for børnene at fungere i dagligdagen med to kulturer og endelig at lette skolestarten for de tosprogede børn.

Metoderne til at iværksætte formålet tog udgangspunkt i dansk småbørnspædagogik og udvikledes i ligeværdigt samarbejde mellem en dansktalende og en tosproget pædagog med punjabi som modersmål. Begge havde stor erfaring med arbejdet med tosprogede børn. Der arbejdedes således med børnenes udvikling ud fra motoriske, sociale, kognitive og sproglige aspekter.

Det er det sidstnævnte aspekt, der er det centrale for denne gruppe børn, og det, der blev testet af talepædagogogen med sprogforståelsesprøver på modersmålet og på dansk såvel i starten af projektet som et halvt år senere. Selve ideen med projektet var at gennemføre et forsøg med samtidig støtte til udvikling af modersmålet og til andetsprogstilegnelsen med det formål at lette børnenes dansktilegnelse.

Resultatet af sprogprøverne viser, at børnene blev bedre både til punjabi og til dansk, hvilket ikke i sig selv er særligt overraskende, da der blev arbejdet med en konkret erfaringspædagogik, for eksempel med børnenes begrebsudvikling på begge sprog. Bemærkelsesværdigt er derimod den store stigning i deres dansksproglige færdigheder, især hos de børn, der havde et lille eller intet ordforråd ved projektstart.

På den baggrund fremhæver forfatteren betydningen af fortsat sproglig støtte af hensyn til børnenes skoleforløb og konkluderer, at fortsat støtte til sproglig udvikling uden tvivl vil medvirke til at skabe balance mellem børnenes beherskelse af de to sprog. Resultaterne fra sprogprøverne viser med al tydelighed, at sprogligt svage børns sproglige udvikling i høj grad profiterer af en sådan støtte.

Selv om her er tale om en lille undersøgelse, både tidsmæssigt og med hensyn til antal af forsøgspersoner, er evalueringsrapporten særdeles anvendelig som et eksempel til efterfølgelse, da den er meget informativ og velskrevet, og fordi det tydeligt fremgår, hvor vigtigt det er for tosprogede børns udvikling og trivsel med sprogstimulerende pædagogik, sproglig støtte, en voksen, der taler deres modersmål, og et godt skole-hjem samarbejde.