I små mængder er der ikke noget farligt ved energidrikkene, men de indeholder store mængder koffein, og det kan hos børn og unge give forbigående adfærdsforandringer, fx forøget uro, irritabilitet, nervøsitet og angst. Desuden er koffein vanedannende.
Børn og unge bør ikke indtage mere end 2,5 mg koffein dagligt for hvert kilo, de vejer. Det betyder, at et barn på 40 kilo højst bør få 100 mg koffein om dagen. Energidrik indeholder op til 320 mg koffein per liter.
Lærere og pædagoger skal være opmærksomme
Fødevarestyrelsen har startet en kampagne for at oplyse de ansatte i skoler og fritidsklubber om problemet.
"Oplysningsmaterialet fortæller blandt andet om indholdet af koffein i forskellige drikke, som kaffe, sodavand og energidrikke og bivirkninger ved overdrevent indtag. Materialet vil også indeholde et skema, der viser forskellen på koffeininhold i de enkelte drikke", siger fødevareminister Henrik Høegh.
EU-Kommissionen skal se på mærkningen
Mærkningen af energidrikke er reguleret på EU-niveau og ministeren mener, at det er nødvendigt at se på, om mærkningen er god nok.
"Jeg vil nu tage kontakt til EU-Kommission for at få en drøftelse med Kommissionen og andre medlemsstater om håndteringen af energidrikke i Europa. Jeg vil arbejde for, at der i EU tages stilling til, om den nuværende regulering af energidrikke i tilstrækkeligt omfang beskytter de sårbare grupper som fx børn og gravide", siger Henrik Høegh.
Fødevarestyrelsen advarer mod energidrikke til børn
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.