De to ungdomsbøger 'Flyve som en ørn' og 'Jeg ville gerne dø på en Harley Davidson' har det til fælles, at de begge handler om unge mennesker, som har oplevet døden på tæt hold.
'Flyve som en ørn' foregår i slutningen af 80'erne i England og handler om Tony, som er 15-16 år. Hans mor har været syg i mange år. Hun bliver dårligere og dårligere og kommer aldrig uden for hjemmets fire vægge. Tony har det svært med klassekammeraterne, når han vil invitere dem med hjem. En dag finder han en stor havmåge, som har brækket vingen. Tony bringer mågen til dyrlægen, som sætter vingen sammen, og Tony passer og plejer mågen, til den igen kan flyve. Mågen får navnet Bono, efter forsangeren i den irske gruppe U2.
Tony har det svært med piger, men en dag får han snakket med Clare fra klassen, og det åbner en helt ny verden for ham.
Forfatteren Sue Mayfield har sikkert brugt Richard Bachs bog om 'Jonathan Livingston Havmåge' som inspirationskilde. Tony får luft under 'vingerne' og kan nu gå videre med sit liv. Bogen blev slugt af Deres anmelder, som flere gange måtte lave en synkebevægelse og kigge lidt ud ad vinduet.
Lothar Sempers bog 'Jeg ville gerne dø på en Harley Davidson' handler om Mark, som har begået selvmord. En af hans venner prøver at finde ud af hvorfor. Vi hører om flere af Marks kammeraters forhold til ham og drømmen om en Harley Davidson. Bogen springer meget i tid, og det bliver ikke lettere, når bogens fortælleform skifter mellem prosa og knækprosa. Bogen fortælles gennem en jeg-person, som i sin søgen efter grunden til Marks selvmord også selv begynder at lede efter en mening med livet.
Fælles for de to bøger er en katalysator – Havmågen og Harley'en – som bringer de to hovedpersoner videre i deres liv. Havmågen virker langt mere troværdig og går langt dybere i den indre sjæl. Harley'en fænger ikke på samme måde, den fortjener ikke at komme ud og køre på landevejene.
'Flyve som en ørn' henvender sig til de ældste elever og kan varmt anbefales.
Flyve som en ørn / Jeg ville gerne dø på en Harley Davidson
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.