Flugten fra John John

Om halsen har han en guldkæde, ellers er han iført et par mørke træningsbukser af mærket Adidas, et par kondisko med fartstriber, og hvis jeg ikke tager fejl har han sikkert også en betinget dom og en bidsk Rottweiler i lænke. Vi kender typen, men dog ikke mere end at vi foretrækker at skifte fortov, når vi ser ham komme imod os.

De fleste af os har mange fordomme overfor den type drenge, vi normalt kalder for Brian, men som teatret Projekt D2 har valgt at kalde for John.

I "Flugten fra John John" leverer Jens Andersen et præcis, realistisk og overbevisende portræt af den unge samfundstaber John. Figuren John forsøger at fortælle os historien om sig selv, og det bliver til korte og humoristiske historier, om hvordan han fordriver tiden med at belaste sit kvarter. Jens Andersen tager nogle dybe spadestik ned i mennesket John, hvorved forestillingen bliver til en ubarmhjertig men også hjertevarm skildring af hvordan det er at være John.

Forestillingen er på en gang socialrealistisk og abstrakt, for rummet hvori John befinder sig er ganske hvidt fra gulv til loft, og kun tilført en enkel, men virkningsfuld lystsætning. Projekt D2 kombinerer derved i en modig håndevending en dokumentarisk spillestil med en abstrakt scenografi. Denne kombination er helt rigtig, for placeringen af en realistisk person i et tomt og abstrakt univers, fører os endnu længere ind i Johns oplevelse af at være overladt til sig selv.

Forestillingen er i al sin enkelthed så velfungerende, at vi ikke et øjeblik tvivler på troværdigheden af det indblik, vi får i Johns liv. "Flugten fra John John" appellerer til medmenneskelig forståelse og omsorg, så da forestillingen er slut har vi ikke kun lært at forstå John, men også lært at holde af ham. Bare denne medmenneskelige forståelse også kan smitte af på vores møde med John ude på virkelighedens gader. Sandra Theresa Buch