Når man får denne bog i hånden, bliver man glad. Glæden ved skønheden emmer ud af bogens billeder, ornamenter og hele layoutet. Den nigerianske kunstmaler Ademola Akintola maler op til nydelse.
Og man skuffes ikke, når øjnene tager fat om bogstaverne.
Bogens 12 helt nye historier er udvalgt af fortælleren Mary Medlicott, som præsenterer en række afrikanske forfattere, der er ukendte på vore breddegrader. Det er livfulde bekendtskaber, der har hentet inspiration i den mundtlige afrikanske fortælletradition og i en forholden sig til det moderne afrikanske samfund.
Phiri fra Malawi fortæller eventyret om de afrikanske floders og ørkenens ophav, Kwapong fra Ghana jubler over festen, der overskygger de sortøjede bønner, Osoba fra Nigeria giver os det magiske eventyr om jægeren, der forenes med den smukke hjortekvinde, Touré fra Sierra Leone må have smilet underfundigt, da han skrev om den grådiges dødelige livtag med den dovne, Odaga fra Kenya fortæller sit dilemmafyldte eventyr om husfluen, der afstedkom alverdens ulykker af bar beundring for skønhed, Dadrian fra Egypten beretter om landsbybageren, der får en kæmpeordre fra tre amerikanerhoteller i Cairo, og som får problemer i tilgift, Mhlophe fra Sydafrika fabler om den kloge skildpadde, der redder dyrene fra uhyrets trussel, Erraji fra Marokko fortæller om, hvordan en beduinfamilie med deres kulturelle normer beriger de selvtilstrækkelige byboere, Sorsy fra Vestafrika giver os en opbyggelig historie om beslutsomt at finde ud af, hvad man er god til, Mungoshi fra Zimbabwe beretter om, hvordan en halt drengs venskab med duen får jægernes landsby til at gå over til agerbrug, Jamba fra Angola fortæller om flugten fra krigen, og Sobott-Mogwe fra Botswana viser os, at det ikke er dårligt om moderne unge husker, hvad deres bedsteforældre har givet dem.
Bogen er gedigent oversat til et mundret dansk. Blot synd at den har nogle få korrekturfejl, der får en til at snappe efter ordene under den første oplæsning.
Denne samling af historier kommer vidt omkring i Afrika og i afrikansk fortællings genrer og temaer, og den bør have en sikker plads, når vi i skolen beskæftiger os med Afrika og med fortælling.
Floden der fløg til himmels
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.