Det er Erhvervs- og Byggestyrelsen, der står bag rapporten, som er skrevet til kvinder, der ønsker at blive iværksættere, og som har ambitioner om at skabe vækst. Baggrunden er regeringens mål om at Danmark i 2015 skal være blandt de lande i verden med flest iværksættere.
"For at indfri dette, skal vi have flere til at tænke i vækst – og ikke mindst skal kvindelige iværksætteres potentiale i højere grad realiseres", står der i rapporten.
Økonomisk vækst motiverer især mændene
En oversigt over udviklingen af nye iværksætter fra 2001 til 2005 viser, at antallet af iværksættere har været stigende, og at antallet af mandlige iværksættere er steget mere end antallet af kvindelige. Antallet af kvindelige iværksættere er steget med 24 procent siden 2001, mens antallet af mandlige er steget med 38 procent i den samme periode.
2005 var et rekordår, hvor 3.568 kvinder og 11.688 mænd startede virksomhed.
For både kvinder og mænd er de to primære motivationsfaktorer for at blive iværksætter, "at få nye udfordringer" og "at få foden under eget bord". Som den tredje motivationsfaktor vælger mændene typisk "at tjene mange penge", mens kvinderne typisk svarer "større sammenhæng mellem familie- og arbejdsliv".
Forskellen i motivation afspejles også delvist i virksomhedernes vækst i løbet af de første fem år. Hvor den gennemsnitlige omsætninger i virksomheder startet af mænd er tredoblet i løbet af de første fem år, er den gennemsnitlige omsætning i virksomheder startet af kvinder blevet 2½ gang større.
Succes og branchevalg hænger sammen
Detailhandel og videnservice, som for eksempel it, revision, virksomhedsrådgivning og markedsføring er populære brancher blandt både kvinder og mænd, der starter egen virksomhed. Tal fra Danmarks Statistik viser, at efter fem år eksisterer færre end en tredjedel af kvindernes virksomheder startet inden for detailbranchen. Cirka halvdelen af både kvinder og mænds virksomheder startet inden for videnservice eksisterer efter fem år. Rapporten påpeger, at hvis den nystartede virksomhed skal overleve, er det vigtigt at vælge en branche, som man kender godt, og som man enten er uddannet i eller har stor erfaring med. Men næsten otte ud af ti kvinder skifter branche, når de vælger at starte virksomhed inden for detailhandel.
"Selv om også mange mænd skifter branche, er de ikke helt så tilbøjelige til det, som kvinder er", står der i rapporten.
Den opfordrer også til, at man finder en rollemodel og benytter sig af netværk og rådgivning, hvis man vil slå sig ned som iværksætter.
Kendte erfaringer
Kvindelige iværksætter som for eksempel frisør Gun-Britt Zeller, arkitekt Dorte Mandrup samt Lone Blanner Jul og Lotte Timmermann, som rådgiver om fødevarelovgivning og korrekt mærkning deler ud af deres erfaringer i rapporten.
Læs den via linket til højre.
Flere kvinder kan få succes som iværksættere
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.