Flaskeposten

Kunstnerdrømme kan nemt mases flade under nogle kasser discountbajere. 12-årige Stines mor vil det så godt, men kan det så dårligt. Livet går til i sprut og dårlige undskyldninger, og Stine kæmper for at holde facaden udadtil. Tvangsfjernelse af hende selv, lillesøsteren og halvbroderen lurer lige om hjørnet, stedfaderen er rar, men altid på farten med sin lastvogn, og faderen har travlt med sin nye, veldesignede familie.

Stine har hørt, at man på Island har held med at behandle alkoholikere. Hun sparer sammen på alle mulige måder. Også ved at fiske lidt mønter op af lærernes jakkelommer. Ensomheden og angsten for, at familiens tilstand skal bevæge sig fra kaos til total opløsning, er gennemgående hos den alt for tidligt voksne pige.

Men så indtræder det held, som der i reglen skal en romanforfatter til at fremprovokere: Stine smider en flaskepost i havet, som af alle steder havner netop på Island, hvor den bliver fundet af en jævnaldrende pige, som har sit at slås med. Penneveninderne holder en slags optimisme oppe hos hinanden. Deres brevveksling virker rørende og troværdig, og bogen er fuld af håb, men uden tomme illusioner.

Det er en stærk bog, formentlig mest for piger omkring hovedpersonens alder. Men historien er ikke kun et påskud for at levere opbyggelig litteratur til et alkohol-emne. Den behøver ikke at skamme sig over at være en roman.