Fire dage til at redde verden

Det går faktisk rimeligt okay i World Peace Game. Spillerne har allerede løst 12 af de 23 problemer, de skal nå igennem, hvis de vil komme sejrrigt ud på den anden side. Nu sidder de i en rundkreds omkring spillepladen, der er i fire dæk og repræsenterer et landkort med en jordoverflade, en resurserig undergrund, et luftrum og verdensrummet. På de forskellige niveauer står brikker, der repræsenterer alt fra sunkne skatte over flygtningestrømme og solkraftværker til droner og satellitter. Spillerne - skoleelever i 12-15-årsalderen - er fordelt efter, hvilket land eller organisation de tilhører i spillet.

Det er den amerikanske ambassade, der har organiseret denne omgang af World Peace Game. De fleste af spillerne er elever på Copenhagen International School, men der er også en håndfuld danske folkeskoleelever blandt de omkring 20 deltagere. Alt foregår på engelsk.

Spilfacilitator og -udvikler John Hunter smider et nyt emne på banen: Penge. Tre af de fire spilnationer har brugt for mange penge, og hvis der ikke kommer styr på økonomien, kan spillet ikke vindes. Men et land har klaret sig godt økonomisk: East Polar, som ellers var den fattigste nation, da spillet startede for to dage siden. »Hvorfor klarer de sig så godt?« spørger John Hunter anerkendende.

»Fordi vi er seje«, siger en repræsentant for East Polar. John Hunter griner og siger, at hvis det hang sådan sammen, ville han selv være rig nu. Så East Polar ændrer forklaring og siger, at det nok hænger sammen med, at de andre spilnationer havde medlidenhed med dem på grund af deres fattigdom, så de har fået hjælp. »Og fordi I brugte jeres viden til at udvikle hydrogenceller, som I kunne sælge til de andre nationer«, indskyder John Hunter.

Dermed slutter denne spillerunde, og der åbnes op for forhandlinger. Spillerne render på besøg hos hinanden og hos FN, verdensbanken og våbenhandleren i et stort virvar. Målet er at skabe alliancer og aftaler, så de kan imødegå de trusler, der stadig lurer, og løse de endnu uløste problemer, for eksempel den mulige atomkrigstrussel fra The Secret Empire.

Overlevelsesinstinktet driver læringen

Da spilfacilitatoren ringer med klokken, finder de tilbage til deres pladser i rundkredsen, og så smider West Avocados finansminister, Sean, en bombe: Han vil forsøge et statskup mod sin premierminister, Alexandra, spillets mest passionerede krigsmodstander.

»This is too much fun«, smiler John Hunter og minder alle om, at det er et spil, og at kuppet ikke er personligt ment. Og om, at alle spillerne skal være opmærksomme på, at kuppet kan være et spil for galleriet, en intrige, som West Avocado bruger for at fremme egen agenda.

Udfaldet af statskuppet skal ifølge reglerne afgøres med plat eller krone - og heldet er på premierministerens side. Hun beholder magten, og mens hun danser en lille sejrsdans, flygter den mislykkede kupmager til nabolandet Smak og beder om at få plads i Smaks regering.

»Der skal du lige tænke dig om«, advarer spilfacilitatoren Smaks premierminister. »Det er ikke uden risiko at have en som ham på dit hold«. Smaks øverste er enig og siger, at der må forhandles, før overløberen kan føle sig sikker.

Men det er ved at nærme sig afslutningen på spilledagen. Der er en dag tilbage i morgen, så John Hunter opfordrer alle til hjemme at tænke over, hvordan de på den sidste dag kan bidrage til verdensfreden. Og så er det sådan set slut for i dag.

Men det er de så ikke helt alligevel. For mens premierminister Alexandra går ud for at finde sine veninder, så hun kan vise dem spilopstillingen, sidder Sean sammen med flere af spillerne fra Smak og forsøger at overtale endnu et medlem af West Avocados regering til at forsøge at kuppe sig til magten.