Regeringens læsefond blev udmeldt i februar 2010.
De 150 millioner kroner årligt skal stå for et læseløft, og ifølge folkeskoleudspillet "Faglighed og Frihed" skulle skolen allerede i 2011 have haft glæde af millionerne.
Men efter dagens offentliggørelse af finansloven står det fast, at det alligevel ikke bliver til noget i år. I hvert fald er der først fra 2012 sat penge af til læsefonden. Dermed bliver der i 2011 kun givet 28 millioner kroner direkte fra finansministeriet til folkeskolen.
Færre penge
Til næste år vil der ifølge finansloven blive 273 millioner kroner mere til folkeskolen. Udover læsefonden skal der tilføres 120 millioner kroner til styrkelse af it i folkeskolen. Udsigten til de ekstra midler næste år, imponerer ikke formanden i Danmarks Lærerforening.
"Der er blevet sparet 615 millioner kroner alene i år, og der er lagt op til endnu flere besparelser næste år. Når man sparer mere med den ene hånd, end man giver med den anden, tror jeg, at langt de fleste lærere vil opleve, at der er færre penge", siger Anders Bondo Christensen.
Fra 2013 bliver der sat yderligere penge af til styrkelse af folkeskolen. Pengene er ikke er ikke øremærket. De penge skal findes ved omprioriteringer på Undervisningsministeriets område.
Finansministeriet: Læsefond først til næste år
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.