Filmlinjen.dk er et kærkomment og gratis arbejdsredskab til alle os, der har en lille filmnørd i maven – det være sig instruktør/klipper/caster/scenograf/tonemester/fotograf/producer/manuskriptforfatter eller skuespiller. Her er det nok værd at nævne, at jeg – på trods af en stor kærlighed til film – er en ren novice inden for filmproduktion.
Med filmlinjen.dk er her tale om virkelig professionelt håndværk, der giver veldokumenteret indsigt i arbejdsområder, fagtermer og faldgruber inden for det enkelte felt. Det er nu muligt for eleverne at sætte sig ind i de enkelte helt fagspecifikke områder, der knytter sig til hele tilblivelsen af en film. Der er mulighed for at dykke længere ned i de enkelte områder, og der er nem adgang til forklaring og definitioner af de ord og begreber, der dukker op i produktionen.
Desværre er selve produktionsoverblik-sitet ikke helt flyvefærdigt. Ifølge introduktionsvideoen skulle man via det kunne holde sig ajourført med, hvor langt den enkelte er i processen. Det er et super brugervenligt og absolut nødvendigt redskab for at kunne bevare overblikket – men det virker ikke! Derfor er det en lidt uforløst anmelder, der ikke har fået lov at lege færdig. Det må anbefales, at man eksperimenterer lidt med sitet selv, inden man kaster eleverne ud i denne verden af muligheder og mangfoldighed, som i øvrigt på fornem vis tilgodeser de forskellige læringsstile hos eleverne.
Godt begyndt er som bekendt halvt fuldendt, så mon ikke det snart bliver muligt at lege videre. Det bliver interessant at følge filmlinjen.dk's udvikling – og hvad sitet kan fostre af små og store filmproduktioner i den danske folkeskole. God arbejdslyst.
filmlinjen.dk
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.