En onsdag i sensommeren går der 99.000 kroner ind på Lone Hansen Tofts bankkonto. Det er det største beløb, der kan indsættes på en dag. Det samme sker dagen efter og dagen efter og dagen efter igen. Til sidst kommer et mindre, men dog stadig betydeligt beløb.
”Det var lidt sjovt at se. Så mange penge har der aldrig stået på min konto før,” griner hun. ”Så fik jeg et stik af dårlig samvittighed over, at jeg har taget kommunens penge, og måtte minde mig selv om, at det er okay, det har Ligebehandlingsnævnet sagt.”
De i alt 425.000 kroner er erstatning for, at Lone Hansen Toft er blevet uberettiget fyret fra sit job som lærer på Kongehøjskolen i Aabenraa Kommune. Hun var blandt de første danskere, der blev alvorligt syg og indlagt med corona i marts 2020. I dag lever hun med senfølger efter sygdommen, og hendes liv styres af et skema, men det er ikke længere et ”skoleskema”.
På en senfølgeklinik har Lone Hansen Toft lært begrebet ”energiforvaltning” at kende. I et skema skriver hun alle ugens aktiviteter ind og giver dem farver.
”Rød for aktiviteter, der udtrætter mig, grøn for aktiviteter, der giver mig energi, og gul for aktiviteter, der både giver og tager,” forklarer hun Folkeskolens journalist og fotograf.
Jeg skal hele tiden vurdere, om noget er værd at bruge energi på, for jeg har så lidt af den.
Lone Hansen Toft lærer
I hårde perioder dræner selv sådan noget som at tage et bad. I en god periode kan det godt være noget, der giver energi. To og en halv times socialt samvær er det maksimale, hun kan klare uden pause.
”Jeg skal hele tiden begrænse mig selv. Jeg skal hele tiden vurdere, om noget er værd at bruge energi på, for jeg har så lidt af den. For eksempel tog jeg i sommer til et Abba-show i Haderslev, fordi jeg ville opleve noget normalt. Så jeg gav den fuld gas og hoppede og dansede og sang med i vilden sky. Jeg havde både ørepropper og høreværn på, og det hjalp mig med lyden.”
Men det kostede på energiskemaet.
”Jeg var vanvittig træt i flere dage efter og havde stærk hovedpine og hjernetåge. Men man bliver nødt til at være et menneske en gang imellem og gøre noget sjovt. Jeg vil stadigvæk more mig, og jeg har en meget positiv tilgang til livet. Men der er mange ting, jeg gerne vil, som jeg desværre må sige nej til. Jeg har ikke kunnet tage mig så meget af mine børnebørn, som jeg gerne har villet.”
Pandemien rammer
Lone Hansen Toft bliver syg den 20. marts 2020 og må stoppe undervisningen af sine 4.-6.-klasser på Kongehøjskolen i Aabenraa. Den nye ukendte covid 19-virus har ugen før lukket Danmark ned, og selv om hun føler sig virkelig syg, har hun svært ved at overbevise sundhedsvæsnet om, at hun har brug for hjælp.
”I starten testede man jo slet ikke for corona, så jeg blev flere gange sendt hjem fra sygehuset med en besked om, at der ikke var andet at gøre end at vente,” fortæller hun. ”Det var først, da jeg fik dem overbevist om at måle mit infektionstal – som viste sig at være helt horribelt højt – at de indlagde mig.”
Lone Hansen Toft er indlagt på sygehuset i Aabenraa i en uge. Hun må ikke modtage besøg, og kun det mest nødvendige personale kommer ind og tilbringer kun den tid, der er nødvendig, på stuen med hende. Iført mundbund, latexhandsker og beskyttelsesdragt.
”Ej, det var ensomt,” udbryder hun. ”De første dage var okay, for der var jeg bare så træt, at jeg sov hele tiden. Men da jeg fik det lidt bedre, syntes jeg godt nok, det var trist at ligge der. Jeg måtte endda fejre bryllupsdag alene.”
At komme hjem igen efter indlæggelsen er som at slippe ud af et fængsel. Hun vil i gang med at undervise så hurtigt som muligt. Og selv om hun bliver ved med at være utrolig træt oven på sygdommen, tror hun, at det blot er almindelige eftervirkninger af sygdommen.
”Der gik ikke fire uger, før jeg blev raskmeldt. Det var alt for hurtigt, kan jeg se nu. Men jeg startede med at skulle undervise online hjemmefra, og det mente jeg godt, jeg kunne overkomme.”
Senfølgerne sætter ind
I løbet af foråret 2020 genåbner skolerne gradvist efter den første nedlukning. Der er regler for at holde klasserne isoleret fra hinanden både indenfor og ude i skolegården. Og alle skal vaske hænder og spritte borde af. Lone Hansen Toft er klar til at møde op på skolen, tror hun.
Når jeg kom hjem efter
Lone Hansen Toft lærer
arbejde, skulle jeg ligge
ned i flere timer
”Det udtrættede mig at arbejde. Jeg kunne ikke sidde ved computeren ret længe ad gangen. Jeg begyndte også at have problemer med at genkende ord og med hukommelsen. Og så havde jeg hovedpine og var enormt udmattet hele tiden.”
Da det nye skoleår begynder i august 2021, er Lone Hansen Toft fortsat meget træt.
”Når jeg kom hjem efter arbejde, skulle jeg ligge ned i flere timer. Jeg havde ikke overskud til at se venner og bekendte og lave det, jeg ellers skulle.”
Hendes sygefravær stiger. Hun begynder at læse om senfølger af corona og tager kontakt til sin læge. Blodprøver og en hjernescanning viser ingenting, så Lone Hansen Toft fortsætter med at arbejde, så godt hun kan.
”Først i sommeren 2022 kommer jeg i et senfølgeforløb på en klinik på Odense Universitetshospital. Min læge havde prøvet to gange at få mig ind, men jeg arbejdede jo, og forløbene var for dem, der var ’rigtig syge’, altså dem, der gik hjemme,” fortæller hun.
Men arbejdet tager stadig mere, end det giver. Lone Hansen Toft har fortsat mange sygedage, og det hjælper ikke nok, at hun bliver sat ned i tid og slipper for at undervise i idræt. Sygdommen har forværret den astma, hun havde i forvejen, så hun magter ikke længere at slæbe redskaber frem og tilbage.
”Jeg prøvede at foreslå skolen, at jeg kunne have skemafri onsdag, så jeg havde to arbejdsdage, en dag fri og to arbejdsdage til. Det foreslår senfølgeklinikken, men det kunne ikke lade sig gøre.”
En hjernepause er der, hvor man ingenting laver. Hvor man bare sidder i haven eller går en tur, men ikke har nogen aktivitet i hjernen.
Lone Hansen Toft
Lone Hansen Toft har også svært ved at finde tid til de små hjernepauser, som senfølgeklinikken anbefaler:
”Det er svært at holde hjernepauser på skolen, der var jo ikke noget rum, jeg kunne gå ind i og sidde i fred. Jo, jeg kunne gå på toilettet. Så jeg holdt pause sammen med mine kolleger inde på vores storrums- kontor eller i personalerummet. Nogle gange kunne jeg gå en lille tur, men det var rigtig svært at få den tid til at trække mig. Til at få lige den hjernepause.”
Til sidst bliver hun deltidssygemeldt. Hendes ledelse og sagsbehandleren forsøger at lægge forskellige planer for, hvordan hun kan komme tilbage på fuld tid.
”Men jeg kunne bare ikke… Hver gang jeg gik op i timer, blev jeg slået tilbage igen. Jeg kan godt se, at skolen tog en masse hensyn, men det var hele tiden med en underliggende forventning om, at jeg skulle tilbage på fuld tid, og det stressede i sig selv.”
En sag for Ligebehandlingsnævnet
Lone Hansen Toft bliver ved med at håbe på, at der kan findes en løsning på hendes situation. I stedet bliver det en fyring. I september 2022 får hun at vide, at Kongehøjskolen ikke kan bruge hende længere.
”Det var et hårdt slag. Jeg var så ulykkelig og ked af det over opsigelsen. Det med at blive kasseret fik mig til at føle mig uduelig,” fortæller hun i dag.
”Jeg har også følt mig meget svigtet og ladt alene tilbage med alle de nye symptomer, jeg nu skulle leve med, både af arbejdsgiver, læge, system og samfundet i det hele taget. Vi, der lever med senfølger, bliver negligeret og glemt.”
Sammen med sin lokale fagforeningskreds forsøger hun at føre en sag om uberettiget fyring og bliver tilbudt to måneders løn i erstatning, men en jurist i Danmarks Lærerforening råder hende til at takke nej og i stedet indbringe sagen for Ligebehandlingsnævnet.
Argumentet er, at Lone Hansen Toft har senfølger i et omfang, så det reelt udgør et handicap. Og handicappede må ikke fyres, førend arbejdsgiveren har afprøvet alt for at se, om arbejdet kan tilpasses. ↓
”Jeg kan jo godt se, at arbejdsgiverne har gjort noget, men der er også ting, de ikke har forsøgt, for eksempel om ørepropper kunne afhjælpe min lydfølsomhed. Juristen siger til mig, at hun synes, det vil være godt at føre min sag. Både for min egen skyld, og fordi det kan danne præcedens.”
Det overbeviser Lone Hansen Toft.
Mens sagen kører i Ligebehandlingsnævnet, går hun i gang med at undersøge, hvad hun egentlig kan klare, nu hvor hun har erkendt, at hun kommer til at leve med senfølgerne resten af sit liv. Hun kommer i praktik i en boligbutik, hvor hun ender med at arbejde ti timer om ugen fordelt på tre dage. Det er, hvad hun magter.
Jeg kommer ikke til at passe et fuldtidsjob igen.
Lone Hansen Toft lærer
I august i år når Ligebehandlingsnævnet til en afgørelse. Lone Hansen Toft har været udsat for en uretmæssig fyring. Hun har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, hvilket hendes kommune vidste på afskedigelsestidspunktet, og derfor var kommunen forpligtet til at tilbyde hende en stilling på det antal timer, hun var i stand til at arbejde.
”Jeg fik beskeden på vej hen til min datter. Så ringede juristen og sagde ’tillykke, vi har fået medhold’. Jeg blev så glad og skyndte mig hen til min datter, og så jublede vi over det sammen.”
Erstatningen blev fastsat til 425.000 kroner, hvilket svarer til en årsløn. De penge er Lone Hansen Toft meget glad for. Men hun er også glad for den anerkendelse, der ligger i afgørelsen.
”Endelig var der nogen, som sagde, at ’nej, det er ikke bare dig, det, du oplever, er helt reelt’. Nogen har forstået, at det er hårdt, og at jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at komme tilbage.”
Håb for fremtiden
Pengene har Lone Hansen Toft endnu, i hvert fald de fleste. Hun drømmer om at invitere mand, børn, stedbørn og børnebørn med i luksussommerhus, men hun er usikker på, hvad fremtiden bringer. Hun håber på et fleksjob.
”Jeg kommer ikke til at passe et fuldtidsjob igen. Det har jeg erkendt. Hvis jeg ikke skulle tage hensyn til min tilstand, ville jeg gerne have et fleksjob, hvor jeg arbejder med børn. Men det er ikke realistisk, når jeg tænker på, hvor lydfølsom jeg er.”
Der skal være noget menneskekontakt, men også med mulighed for, at hun kan gå lidt for sig selv, når hun har behov for det. Så kan det maksimalt være ti timer om ugen og helst fordelt på to dage. Det må heller ikke ligge for langt fra hendes hjem, for det udtrætter hende at køre i bil. Med hensyn til jobfunktionerne er hun fleksibel; hun har også en uddannelse som social- og sundhedshjælper.
”Jeg ved ikke, hvad drømmejobbet er – måske inden for kirken, fordi min tro betyder så meget for mig,” siger hun.
Det er også gennem kirken, Lone Hansen Toft opretholder den sidste kontakt til den lærergerning, som hun savner så meget. En gang om måneden underviser hun unge ved folkekirkelige fællesskabsaftner i Aabenraa. Det er noget, hun prioriterer højt, selv om det kræver meget af den energi, hun forvalter så omhyggeligt.
”Aftnerne starter med en halv times lovsang, og så underviser jeg bagefter. Der er faktisk også nogle aktiviteter for de voksne efter det, men det har jeg måttet opgive at deltage i. Undervisningen dræner mig fuldstændig. Men det betyder så meget for mig at gøre det.”
Lone Hansen Toft tager en dyb indånding.
”Heldigvis har jeg lidt overskud til at læse, passe min have og gå en tur. Jeg har sådan set et godt liv. Men det er voldsomt begrænset og uden det store sociale samvær, som jeg elsker”.
Man bliver nødt til at være menneske en gang imellem
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.