”Jeg har prøvet at stoppe en slåskamp mellem to drenge. Jeg kørte ind mellem dem med kørestolen. Den dér chokeffekt virkede. Det hylede dem helt ud af den. Men det kræver en tillid til egne evner”.
Selv om William Korte kun er 26 år, så er han virkelig ekspert, når det kommer til inklusion og specialundervisning. Fra han var halvandet år gammel har muskelsvind tvunget ham til at sidde i kørestol. Siden har han også fået en respirator og en hjælper som del af sin hverdag. Desuden er han formand for Sammenslutningen af Unge med Handicap, og så er han blot et semester fra at være færdiguddannet lærer på Københavns Professionshøjskole. Under uddannelsen har han arbejdet som lærervikar på en specialskole.
Men hvordan kan han undervise, når han må have en hjælper til at føre kaffekoppen med et sugerør op til munden, hver gang han skal have en tår?
”I begyndelsen vidste jeg ikke, om det var i orden at spørge eleverne om hjælp med smartboardet”, siger han.
Men det har han fundet ud af er i orden. Han har også fundet ud af i sine praktikker, at eleverne ofte er mere stille, når han står for tavleundervisningen, end når det er hans medstuderende, der tager teten.
”Det bliver de nødt til, for jeg kan ikke tale så højt,” siger han med et smil.
Fordi han har en svag stemme, må han tage alternative metoder i brug, når han skal have ro i klassen.
”Jeg har en syngeskål, som jeg banker på. Det handler om at finde nogle små ting, som skaber opmærksomhed, men som ikke føles som en straf. Lydene skal være med til at motivere eleverne,” siger han.
Vi må skabe en skole, der bygger på en forståelse af, at mangfoldighed er normalen – ikke undtagelsen
William Korte Inklusionsekspert og lærerstuderende
24 timer i døgnet har han en hjælper ved sin side. Hjælperen kører ham ind i klassen, men går så ud og venter i personalerummet.
”Så kan jeg ringe eller sende en sms, hvis jeg har brug for hjælp”, siger William Korte.
Det er ikke første gang han har fået spørgsmålet om, hvordan han kan være lærer, når han fysisk kan så lidt. Men indtil nu har han ikke oplevet en situation, han ikke kunne håndtere.
Politikerne lytter til William
William Korte har på egen krop oplevet, hvad inklusion og specialundervisning betyder i folkeskolen. Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye mener, at han er ekspert. I hvert fald udpegede ministeren i 2024 William Korte til at sidde i en ekspertgruppe, som skulle komme med anbefalinger til nye regler på inklusions- og specialundervisningsområdet.
William Korte tøvede ikke med at takke ja.
”Helt automatisk tænkte jeg: Ja, det vil jeg selvfølgelig gerne. Det tænker jeg næsten altid, hvis jeg bliver spurgt om at hjælpe. Bagefter tænkte jeg, at det kan godt virke som en umulig opgave, som jeg har fået medansvar for. Særligt det med, at de ændringer, vi skulle anbefale skulle være udgiftsfri. Det synes jeg var en meget svær opgave”.
Da anbefalingerne kort før sommerferien kom, var han blandt de første til at råbe højt om, at det kræver investeringer, hvis inklusionen skal lykkes. Altså på skrift – for med respirator er det svært at råbe højt.
Selv om han har så tynde håndled, at hans festivalarmbånd må være i lommen i stedet for på armen, og en hvid slange bugter sig op langs maven og ind i hans hals, så er der ingen tvivl om, at William Korte er en ung mand, som både elever, politikere og organisationer gerne vil lytte til.
Han kan noget med ord, opmærksomhed og nærvær. Han er ikke bange for at bruge sine evner til at skabe bedre forhold for dem, som skiller sig lidt ud fra normalen.
”Vi må skabe en skole, der bygger på en forståelse af, at mangfoldighed er normalen – ikke undtagelsen”, lyder hans budskab til politikerne, som han kort efter offentliggørelsen af anbefalingerne fra ekspertgruppen om inklusion og specialundervisning sendte til en række medier.
På kanten af fællesskabet
Ingen tvivl om, at William Korte går ind for inklusion. Han gik på Friluftskolen på Skolen ved Sundet på Amager i København og havde enkelte fag i almenklasserne på skolen.
Fællesskabet har voldt William Korte udfordringer. Da han var 15, kunne han ikke komme med til festerne. Han måtte være udenfor og derfor endte han på bænken med de kriminelle. På et hjørne med de andre, der heller ikke passede ind. Dengang drømte han om at blive kriminel eller rapper.
”Jeg har været meget sammen med kriminelle. Nu drømmer jeg om at arbejde med dem. Så siger folk, det kan du ikke. Men det kan jeg. Jeg har tilliden, som det kræver”, siger han.
Jeg har været sammen med kriminelle. Nu drømmer jeg om at arbejde med dem
William Korte Inklusionsekspert og lærerstuderende
Hans arme er fyldt med tatoveringer, og han siger uden tøven, at han også selv har flirtet med ting, som ligger uden for lovens rammer.
På trods af skråplanet på gadens skråplan, klarede han sig igennem Ørestadens Gymnasium, men da han fik studenterhuen på, var han så skoletræt, at han gik på jobcentret og meldte sig ledig. Han ville have et job. Da sagsbehandleren så ham, trak hun på skulderne. Hun havde aldrig set en i William Kortes situation. Hun mente ikke, hun kunne hjælpe ham med et job, men hun kunne hjælpe med førtidspension.
”Verden væltede lidt. Jeg mistede troen på mig selv. Jeg har prøvet virkelig prøvet at indfinde mig i den identitet som førtidspensionist, men jeg kunne ikke”, siger William Korte.
Vejen tilbage til civilisationen
Det frivillige arbejde i Sammenslutningen af Unge med Handicap blev vejen tilbage til livet.
”Det har taget noget tid at få foden inden for i det civiliserede samfund. Men det frivillige arbejde gjorde, at jeg har genfundet min tro på egne kompetencer. Der er folk, der er afhængige af de arbejdsopgaver, jeg løfter”, siger William Korte.
Egentlig ville han være pædagog, for det kunne være vejen til at arbejde med kriminelle og de unge, der er lidt ved siden af fællesskabet i samfundet, men der var ikke ledige pladser i København. Det var der til gengæld på læreruddannelsen.
”Jeg er glad for, jeg endte der. For jeg er glad for de teoretiske ting, der er på studiet. Filosofi, psykologi og samfundsvidenskab”, siger han og tilføjer: ”Det er spændende at læse om børns læring og udvikling. Det interesserer mig. Det passer rigtig godt til at være lærer”.
Han har nået syv semestre af læreruddannelsen. Han har været til gruppearbejder og i praktik. Han synes ikke, at der umiddelbart har været åbenlyse udfordringer i forhold til at være handicappet og gå på læreruddannelsen.
”Jeg ved ikke, om det er heldigt, at jeg går på en specialpædagogisk profil, og det derfor er lettere”, siger han.
Men selv om han synes, det har været let at være på læreruddannelsen, så ved han godt, at han skiller sig ud.
”Jeg indgår altid i fællesskaber på en lidt anden måde end andre gør. Jeg skal finde min egen position. Det kan være svært. Når jeg så oveni har en politisk karriere ved siden af mit uddannelse, så kan det godt gå ud over mit engagement på læreruddannelsen og også gå ud over mine medstuderende”, siger han.
I studietiden har han også arbejdet som lærervikar på samme afdeling af Skolen ved Sundet, som han selv gik på. Når han talte med eleverne på specialskolen om, hvad de skulle i fremtiden, så havde de svært ved at sætte ord på det.
”Da jeg havde været der tre-fire dage, så ville de alle sammen være folkeskolelærere. Det er ikke sikkert, at det er rigtigt for dem alle sammen at blive lærere, men det viser, hvor vigtigt, det er, at der er nogle, man kan spejle sig i”.
Lige nu har han orlov fra læreruddannelsen. Det blev for meget at være formand for Sammenslutningen for Unge med Handicap og samtidig fuldtidsstuderende. Så nu giver han to år af sin tid til formandskabet og derefter afslutter han læreruddannelsen.
Vil hjælpe de skoletrætte
Om få år skal han ud at søge job.
”Det kan godt være, det bliver lidt svært at få et lærerjob, for der er ikke så meget mangel på lærere i København, men jeg tror på det”, siger han.
Han vil allerhelst arbejde med ungdomskriminelle eller handicappede eller elever, der har mistet troen på og motivationen til skolen. Det er her, han tror, han kan gøre den største forskel. Som handicappet har han mulighed for at være helt sikker på at blive kaldt til samtale, fordi man som handicappet har en såkaldt forhåndsret. Men han har ikke tænkt sig at gøre brug af muligheden.
”Der vil være arbejdsgivere, der ikke har set sådan en som jeg før. Jeg skal overbevise dem om, at selv om jeg sidder i kørestol, så kan jeg tænde et smartboard og stoppe et slagsmål. Men det hjælper mig, at jeg har et fint C.V. og har været med i ekspertgruppen for specialundervisning og inklusion. At jeg er en politisk repræsentant, som folk lytter til”.
Det kan godt være, at det bliver svært at få et lærerjob (…) men jeg tror på det
William Korte Inklusionsekspert og lærerstuderende
Både som ekspert og kommende lærer har han holdninger til folkeskolen. Han mener, at meget skal ændres.
”Vi propper for meget ansvar på individets skuldre”, siger han og mener også, at lærerstanden skal se indad for, at samfundet kan ændre blikket på de elever, der er svære at rumme i almenundervisningen.
”Lærerne skal droppe stoltheden. De skal være bedre til at tage kritik fra både elever, forældre og interesseorganisationer. Jeg møder for mange lærere, der siger, at de er ansat til at undervise i matematik og dansk, men man kan ikke skille pædagogik og didaktik ad. Men må hjælpe elever til at deltage på de præmisser, den enkelte elev nu engang har”.
Selv var han træt af skolen. Nu brænder han for livslang læring.
”Jeg var modstander af skole, nu kan jeg slet ikke få nok af at lære. Før var jeg ham, der lavede ballade, nu er jeg allermest motiveret af at arbejde med drenge og piger, der synes, det er nederen at gå i skole”.
Man kan se det på ham, når han taler om skolen. Hans øjne får en kampvillig gnist. William Korte vil gøre forskel for det enkelte barn og for inklusion og specialundervisning.
Kan man være lærer, når man ikke kan trække vejret selv?
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.