En lille velskrevet og letlæst sag, der understreger det, praktikere længe har vidst: At det er væsentligt at arbejde med brobygning mellem børnehave, børnehaveklasse og skolefritidsordning.
Der er masser af undersøgelser og dokumentation bag påstanden, så det er en nyttig bog, når man har brug for at underbygge sine påstande om, at brobygning er vigtig.
Der er ikke nye og fundamentalt anderledes projekter beskrevet, men der berettes om mange værdifulde tiltag og rejses interessante spørgsmål som: Skal børnene gøres skoleparate - eller skal skolen gøres børneparat? Der ledes efter definitioner på skoleparathedsbegrebet, og der skelnes mellem den parathed, der tager udgangspunkt i en dørvagtfunktion - altså at der er visse ting, man skal kunne for overhovedet at komme ind i skolen - og den læringsparathed, den voksne videreudvikler hos barnet, så det virker som en døråbnerfunktion. I sidste ende handler det om menneskesyn og børnesyn. Han strejfer også fænomenet: børn, der anbefales at tage et år mere.
Brostrøm prikker til børnehavepædagogerne, som hyppigt er med 'på baghjul', og som derefter bliver underkastet skolens definitionsmagt omkring samarbejdet. Helt rigtigt anfører han, at samarbejdet får en anden karakter, hvis begge parter er initiativtagere.
Han undres over de mange barrierer, der forhindrer eller udsætter den vigtige bestræbelse på at skabe et trivsels-, lærings- og udviklingsfremmende miljø for børn og voksne i og omkring skolestarten, og fremhæver, at det er på tide at tage fat på indholdet i samarbejdet og satse på pædagogikken.
Kan bruges som hånd- og idébog for børnehavepædagoger, skolefritidsordningspædagoger, forældre og børnehaveklasseledere, der vil udvikle samarbejdet.
Farvel børnehave - hej skole - Undersøgelser og overvejelser
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.