Farlig færd 1944

Indrømmet, vilkårene var udfordrende og anderledes i besættelsesårene 1940-45. Og dog er det påfaldende, hvor hyppigt det tidsrum stadig er skueplads og emne, ikke mindst i romaner for unge. Optikken og fremstillingen kan jo gøre en hvilken som helst tid og omstændighed usædvanlig, spændende, men i denne bog er det i forvejen velbanede spor fulgt. Vi befinder os i den kolde vintertid i besættelsens fjerde år.

Hovedpersonen er den tiårige, foretagsomme Signe. Ofte er hun, i faderens og storesøsterens midlertidige fravær, overladt til sig selv i den lille lejlighed. Moderen har så meget at gøre uden for hjemmets fire vægge, uden at Signe rigtig ved besked med hendes gøremål, der siden viser sig at være forbundet med modstandsbevægelsen. Vi hører om Signes hverdagsopgaver, for en stor del som moderens hjælper. Pigens tankeløshed og eventyrlyst sætter moderens tålmodighed og sindsligevægt på alvorlige prøver. Altid får Signe at vide, hvor meget roligere og fornuftigere hendes storesøster er. Denne fremstilling af hverdagene i bogens første tredjedel er efter min mening den bedste del af bogen.

Den såkaldt spændende handling udgør de sidste to tredjedele af skildringen.

Sammen med tre andre børn i den temmelig nedslidte ejendom har Signe dannet en hesteklub. De fire sætter sig selv på en farlig opgave. De har hørt om tyskernes beslaglæggelse af arbejdsduelige heste og vil derfor bringe den nedslidte gamle brændselshandlers kære Lotte, hans uundværlige trækdyr, i sikkerhed. Det må ske ved en ekspedition ved nattetide, hvor tyskerfarerne lurer. Der mangler ikke spænding og forhindring undervejs, det hele er faktisk noget af en røver og soldater-leg. Derimod savnes en overbevisende psykologisk realisme i beretningen om børnene.

Det er for eksempel noget af et postulat, at en tiårig pige er handlingens iværksætter.

Romanen er velfortalt, og den har fremdrift, men rigtig bevægende, dybtstikkende og overbevisende er den ikke.