Når tosprogede børn og unge kommer til Danmark, eller når de bliver mere bevidste om, hvor de er havnet, bliver ligheder og forskelle mellem deres egne og kammeraternes familier interessante. Materialet her er en fin 'eye-opener' til dette formål.
Med gode valg af væsentlige saglige forhold omkring familien og med et let flydende sprog tages læseren ved hånden og får en række faktuelle oplysninger om den danske familie i dens mangfoldighed.
Indledningsvis følger vi en familie og får sat navne, tante, onkel og så videre på dens medlemmer; vi hører også om skilsmisser og adoptivbørn. Dernæst følges familien som begreb fra vugge til grav med hovedvægten lagt på børns og unges forhold i familien; men også bolig, fritid og økonomi behandles.
Bogen henvender sig især til unge og voksne tosprogede elever, men kan udmærket anvendes til danske elever som introduktion til samfundslære. Den kombinerer fagene dansk og samfundslære gennem faktuelle oplysninger. Illustrationerne i form af foto og tegninger uden undertekster støtter teksten og er gode som afsæt til samtaler om danske forhold og til sammenligninger med hjemlandets forhold. Et godt indslag er de autentiske informationer, for eksempel i form af statiske oversigter.
Det neutrale og faktuelle præger bogen, men enkelte steder ser man forfatterens løftede pegefinger, når det understreges, hvor vigtigt det er, at små børn kommer i børnehave, at tosprogede elever kommer med på lejrskoler og følger de fælles regler med videre. Sådanne udsagn giver en god indfaldsvinkel til debat med de lidt ældre tosprogede elever omkring integrationsproblematikken.
Familie og Hjem
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.