Fakta om social arv

Social arv er et udtryk for, at en generation reproducerer nogle træk ved forældrenes generation. Negativ social arv handler så om de triste træk.

Under alle omstændigheder kan man se fænomenet tidligt, hvis man ser på en gruppe børn. Nogle mener allerede at kunne spore det i læsetest i første klasse.

I den store Generationsundersøgelse, som i Danmark især har påvist den solide sociale arv, undersøgte forskerne 3.000 skoleelever, som gik i 7. klasse i 1968, de fleste født i 1954. De blev interviewet dengang og senere flere gange. Senest som 38-årige i 1992. De fik også taget en verbal intelligenstest, som Erik Jørgen Hansen, lederen af undersøgelsen, kalder en test af 'skolekvikhed'.

Hovedresultatet var, at en lang eller mellemlang videregående uddannelse var opnået af godt 50 procent af de 38-årige, der var børn af 'professionerne' (mellemlange eller videregående uddannelser), mod under ti procent af dem, der var vokset op i den ikke-faglærte arbejderklasse.

De, som scorede højest på testen af 'skolekvikhed', var børn fra 'professionerne', mens de dårligste resultater kom fra børn af ikke-faglærte. I den bedste tredjedel var det 64 procent af døtrene fra de bedst uddannede hjem ('professionerne') og 55 procent af sønnerne. Fra ikke-faglærte miljøer var det 22 procent af døtrene og 24 procent af sønnerne.

De sociale forskelle slog også igennem 24 år senere. Selv blandt den bedst begavede tredjedel blev det som hovedregel den sociale oprindelse, der blev afgørende for, hvor langt de nåede i uddannelsessystemet. I alt 25 procent af mændene i den bedste tredjedel havde senere gennemført en lang videregående uddannelse. Det er 49 procent af sønnerne fra 'professionerne', som tilhørte denne bedst begavede tredjedel, mod kun ti procent af de lige så kvikke sønner af ikke-faglærte arbejdere. For kvinderne var tallene lavere - det var kun en procent af de kvikkeste piger fra de ikke-faglærte arbejdermiljøer, som fik en lang videregående uddannelse.

Men social arv siger ikke, hvordan hver enkelt person vil klare sig. Der er tale om, hvilke chancer (den enkelte) unge fra hvert opvækstmiljø i gennemsnit har for at få/ikke få en bestemt uddannelse.

Mønsterbrydere

Otte procent af de børn, der er vokset op i ikke-faglærte arbejderhjem, er som 22-årige faktisk i gang med en videregående uddannelse. På det alderstrin var 27 procent fra samme gruppe selv blevet ikke-faglærte arbejdere. Hvis man ser på de otte procent, afveg de allerede som 14-årige fra de typiske vilkår og forestillinger hos børn fra ikke-faglærte hjem. De kom især fra de ikke-faglærte hjem, hvor der var relativt få børn, knap så lave indkomster og bedre boliger. Der var også flere blandt dem, som scorede godt på begavelsestesten i 14-års-alderen, og som stillede store krav til indholdet af det arbejde, de ønskede som voksne. I gennemsnit har alle i generationen, der var 14 år i 1968, fået meget mere uddannelse end deres forældre. Derfor kan hver enkelt person opfatte det, som om vedkommende er en mønsterbryder. Men det er en helt udramatisk del af mønstret at få et andet livsforløb end forældrene. Og ulighederne reproduceres - bare på et andet niveau. Fordi alle andre også har fået mere uddannelse.

hbj