Nyt materiale hjælper godt på vej med den vanskelige balance Bøger om projektopgaven er kommet i en lind strøm siden 1993, og de har alle haft til sigte at beskrive, hvordan man kan arbejde tværfagligt. Men der står intet i hverken loven eller i disse bøger om, hvordan man egentlig skal gøre dette. Man skal som bekendt være dygtig fagligt, før man kan blive tværfaglig. Den dimension falder på underlig vis uden for forfatternes tankesæt.
Her er så et materiale, der tager denne faglige udfordring op. Projektopgaven belyses med et fagligt udgangspunkt, og vi får et flot bud på, hvad opgaven kan tilbyde faget dansk og omvendt. Materialet består af tre bøger: Lærervejledningen er grundig og velskrevet. Alle opgavens faser, fra valg af overemne til evaluering, er beskrevet grundigt og med mange gode huskelister og arbejdsredskaber for læreren. Den er fremragende både for begyndere i »tværfaget« og for de mere garvede, som bestemt kan få sat nogle tanker på plads. En fortrinlig basisbog for alt arbejde med projekter.
Min eneste anke er, at der under beskrivelsen af projektugen er et par afsnit om nogle fagdiscipliner, som burde være placeret under afsnittet om kursus (interviewteknik og kommunikationsformer). Under projektugen er det eleverne, der sætter dagsordenen. Under afsnittet om fremlæggelse er teksten noget uklar. Det virker, som om denne er en slags skuespil med læreren som scenograf, og det er vel ikke det, der er meningen, medmindre elevernes produkt faktisk er et skuespil. Elevbogen er som lærervejledningen, bare omskrevet til en anden målgruppe, nemlig eleverne. Den følger samme systematik og er opbygget på samme måde med huskelister og arbejdsredskaber. Derudover har den et leksikonafsnit, hvor eleverne kan genfinde de elementer, der kan være gået i glemmebogen. Sproget er godt, især fordi det på en enkel måde magter at gøre rede for de ofte komplicerede tanker, der ligger bag projektarbejdsformen. Antologien giver eksempler på dansktekster, der kunne anvendes på de fire temaer, som bogen bruger som eksempler: Mødet med det anderledes, de ti bud, tid og overgang. Der er her anvist danskfaglige veje til teksterne, som falder inden for et stort udvalg af tekstformer, men der er også mange gode idéer til at relatere teksterne til det pågældende tema. Mens jeg sad og nød teksterne, opdagede jeg, at det er let at lade tankerne vandre videre til andre tekster om samme emne, og det er vel også den inspirationsform, det er meningen, at eleverne skal opdage. Vældig fint! Det eneste, jeg savner danskfagligt, er nok et kursus i målgruppeanalyse (hvem har brug for budskabet om, hvordan man bedst kan nå netop denne gruppe). Det er vigtigt for elevernes egenproduktion. Men det er utvivlsomt det bedste materiale om projektopgaven, jeg har set endnu.
Fagenes placering i tværfagligt arbejde
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.