Fagbladet Folkeskolens rolle i DLF til diskussion

»Det her er ikke en generel kritik af Folkeskolen og månedsmagasinet Undervisere«, sagde Peter Hess-Nielsen da han indledte årets og valgperiodens sidste punkt, som han selv havde ønsket sat på dagsorden. »Men jeg ønsker at diskutere nogle strukturelle og indholdsmæssige problemer«, fortsatte han og understregede, at Folkeskolen »ikke skal ligne et menighedsblad«. I sit skriftlige oplæg til mødet, havde han da også »for god ordens skyld« præciseret, at han ikke ville afskaffe den redaktionelle frihed, men alene lagde op »til en ansvarlig bestyrelses evaluering og diskussion af, hvordan vi udvikler og forbedrer foreningens samlede kommunikations- og informationsmuligheder«

Han var utilfreds med redaktørens beskrivelser fra hovedstyrelsens møder, som han ikke mener lever op til forretningsordenen, og gav eksempler på drøftelser, som ikke var kommet ud til medlemmerne.

»Det er da mærkeligt, at diskussionerne om vores forskellige opfattelser af krav til Overenskomst 08 ikke kom til medlemmernes kundskab, og det er forkert, at vi ikke tænker bladene ind i foreningens kommunikationsstrategi, når de faktisk kommer ind ad døren til medlemmerne hver uge«, sagde han.

Også et blad for beslutningstagerne

»Folkeskolen er DLF's medlemsblad, men det har hver uge flere end 200.000 læsere - altså mange læsere, der ikke er medlemmer«, sagde næstformanden, Stig Andersen, der var mødeleder under dette punkt, da Anders Bondo Christensen var til overenskomstforhandlinger med KL.

»Beslutningstagere, der er interesseret i skoleområdet, læser bladet. Samtidig havner rigtig mange af historierne i andre medier. Det skyldes en høj troværdighed«, sagde Stig Andersen og understregede, at der selvfølgelig er en forventning om, at bladet og de tilhørende netmedier loyalt og fair formidler foreningens synspunkter.

Stig Andersen mindede om, at redaktionel frihed ikke betyder, at det er forbudt at kontakte redaktøren.

»Det bedste udgangspunkt er nok at drage konkrete eksempler frem, hvor man bliver irriteret. Det gør jeg selv nogle gange, og det tror jeg er bedre end at opstille nok så mange beskrivelser af, hvordan vi skal spille sammen med«, sagde han.

Ikke muligt at skrive om strategier

Chefredaktør Thorkild Thejsen var enig i, at det er vigtigt med en løbende dialog, og han erkendte, at det var umuligt at leve om til hovedstyrelsens forretningsorden, i hvert fald den del, hvor der står, at han skal skrive om "hovedpunkterne" - med tryk på flertalsendelsen.

»Gang på gang går jeg fra møderne og tænker: her er endnu et punkt, jeg ikke kan skrive om, fordi offentligheden og DLF's forhandlingsparter så vil kunne læse alle mellemregningerne til hovedstyrelsens oplæg. Det er da et dilemma, for der ligger rigtig mange spændende historier i hovedstyrelsens drøftelser«.

Der er især to områder, man ikke kan skrive om, forklarede redaktøren. Det ene er sager, hvor et medlem er i klemme, og hvor foreningen er i gang med at hjælpe pågældende. Det andet er langsigtede, strategiske overvejelser, og hvilke mandater hovedstyrelsen for eksempel har givet formanden til en forhandling.

»Det er bedre at fortælle en historie fra skolehverdagen, og så ved siden af måske fortælle, hvad foreningen mener. Vi ved fra læserundersøgelser, at hvis overskriften hedder 'Nyt fra hovedstyrelsen', så er der ret få, der har lyst til at læse det. Men når vi fortæller, hvordan lærerne på skolerne arbejder i praksis, så har vi høje læsertal.«

Thorkild Thejsen fortalte, at en ekstern journalist, som for en del år siden var blevet købt til at analysere indholdet i et halvt års numre af Folkeskolen, havde beskrevet bladets kilder som 'de gode, de onde og de fraværende'. De gode var lærerne og DLF, de onde var kommunerne, KL og undervisningsministeren, og de fraværende var eleverne og forældrene.

»Det er ikke troværdigt, hvis vi altid fremstiller DLF og lærere som ufejlbarlige«, sagde han.

»Vi er i høj grad opmærksom på, at Folkeskolen og månedsmagasinet Undervisere er foreningens blade. Det skal vi være«, sagde chefredaktøren. »Men«, fortsatte han, »bladene og de tilhørende netmedier har en forpligtelse til at behandle tingene journalistisk. Hvis vi ukritisk gengiver foreningens aktiviteter og hovedstyrelsens diskussioner, bliver resultatet lige så interessant at læse som et fragtbrev! Og de vil blive læst lige så meget«.

En fagpolitisk vinkel mangler

Lotte Lange mente, at Folkeskolen kunne gøre for eksempel de fagpolitiske drøftelser mere interessante, og Vibeke Lynge mente, at referaterne fra hovedstyrelsesmøderne i den journalistiske bearbejdning tit handler om, hvem der har sagt den sjoveste bemærkning. Nogle artikler kører på kanten af 'foreningsskadelig virksomhed', mente hun, og nævnte som eksempel at bladet havde bragt en rosende artikel om elevplaner i en periode, hvor der var protester imod dem overalt.

»Det er dårlig timing. Der mangler somme tider en fagpolitisk, journalistisk vinkel på de søde pædagogiske historier«, sagde Vibeke Lynge. Hun så ingen modsætning mellem at bladet har journalistisk frihed, og så at friheden afgrænses af nogle rammer, foreningen har sat. »Der er jo også forskel på 'Information' og 'Berlingeren', selv om man har journalistisk frihed på begge blade«, nævnte hun som eksempel.

Fanget i en strategisk fælde

Thorkild Thejsen erkendte, at man omkring behandlingen af elevplanerne var gået i en slags fælde. En del af bladets dækning var baseret på rundringning til en lang række kredskontorer, hvor man havde svaret, at det gik rigtig godt med elevplanerne.

»Men det, kredsene svarede på, var, om de havde forhandlet nogle rimelige aftaler hjem, mens vi troede, de svarede på, hvordan lærerne havde det med elevplansarbejdet«.

»Når vi spørger folk om noget, så er vi altså også nødt til at skrive, hvad de svarer. Det gælder også, når vi skriver positive artikler fra skolerne« påpegede Thorkild Thejsen.

»Det er et meget væsentligt journalistisk kriterium at skrive, hvad folk siger«, bekræftede Helen Sørensen og gav et eksempel, der illustrerer dilemmaerne:» For nogle år siden anbefalede jeg at stemme nej til en aftale, og jeg var godt sur over, at der i Folkeskolen var en overvægt af folk, der anbefalede et ja. Indtil jeg kom til at snakke med nogle af ja-sigerne. De var sure over at bladet citerede så mange, der anbefalede et nej!«

Dorte Lange forestillede sig en løsning, hvor forretningsudvalget fik en tættere forbindelse til redaktionen. »Andre blade ved jo godt, hvilken historie, de vil have frem, og hvordan man skal spørge folk for at få den. Det kan de garanteret også godt finde ud af på Folkeskolen«, mente hun.

»Der er forskel på partsindlæg og journalistik. I en journalistisk artikel skal synspunkterne kunne tilskrives kilder. Oplysningerne skal være tjekket, og vi skal kunne stå inde for, at det er et fair referat. Vores håndværk er journalistik, og jeres er politik«, sagde chefredaktøren, der refererede til at bladenes store læserundersøgelser og den direkte kontakt med læserne, som entydigt viser meget lille interesse for at læse om fagpolitiske emner«.

»Der må være noget, der kan gøres bedre for at skabe interesse for det«, sagde Astrid Schjødt Pedersen og fortalte, at når almindelige medlemmer er på åbne kurser, bliver de i løbet af de tre dage som regel dybt engagerede og oplever, at det fagpolitiske angår dem.

»Når det samme ikke er tilfældet i bladet, kunne det jo være på grund af den måde, det faglige stof her bliver behandlet på«, sagde hun og mente, at det må være muligt at inddrage hovedstyrelsesmedlemmerne og lade dem komme til orde i bladet i forhold til forskellige problemstillinger.

»Bladene bringer artikler, som sætter lærerne i skammekrogen«, sagde Dorte Lange, som mente, at der blev sendt uheldigt signal, da man på forsiden af valgnummeret bragte et billede af en lærer, der ved siden af sit fuldtidsjob driver eget firma«.

»Vi sender ikke signaler, men vi prøver at kommunikere på forsiden, hvad bladet indeholder. I det konkrete tilfælde handlede det om artikler til den nye medlemsgruppe, (de tidligere medlemmer af Formidlerne. Redaktionen.) hvor mange arbejder freelance med egne firmaer«, svarede redaktøren.

Fortsat journalistisk uafhængighed

Der skal ikke pilles ved den journalistiske uafhængighed, slog Stig Andersen fast, da han samlede op. Han oplyste, at der er løbende kontakt mellem foreningens informationsafdeling og redaktionen, og han var åben for at strukturere hovedstyrelsens dialog med redaktøren anderledes, for eksempel ved at gøre den til et fast, årligt punkt på hovedstyrelsens dagsorden.