Fællesskab i skolen

"Al pædagogik kan siges enten at handle om at tilpasse individet til fællesskabet eller omvendt om at muliggøre individets overskridelse af fællesskabets normer".

Lad os tale om fællesskab. Om relationer og forhold mennesker imellem, om det tredje, vi mødes om, og om de vækstpotentialer, der befinder sig der, hvor vi finder sammen og forenes - i et fællesskab. Lad os diskutere fællesskabet som modpol til det individfikserede, det personlige og det autonome selv. Med andre ord: Lad os for en stund sløre jeg, mig og mit og i stedet fremhæve et vi, et os og et vores.   

Anledningen er "Fællesskab i skolen - Udfordringer og muligheder" af redaktørerne Elsebeth Jensen og Svend Brinkmann. De to er gået sammen om at pirke lidt til "den uddannelsespolitiske dagsorden, hvor forestillingen om individuel valgfrihed, ansvarlighed og motivation dominerer", og udfolder et tema, som synes overset i debatten om verdens bedste folkeskole. Og hvis vi skal tro lektor i pædagogik på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Lotte Rahbek Schou, er der god grund til at tage det moderne samfunds videnskabeliggørelse af undervisningen alvorligt: "En omfattende nyttetænkning er blevet konsekvensen, og de menneskelige samværsformer tømmes for etisk og æstetisk kvalitet".

Elsebeth Jensen går løs på bogens "bløde" halvdel med afsnittet om fællesskabet i klassen og mellem forældre og lærere. Betegnende for de artikler, som følger lige efter, er deres fremhævning af samtidige problemstillinger - eller paradokser om man vil. For fællesskab er ikke sådan at få hold på, når det skal indfanges, gengives og italesættes. Derfor er man gået kreativt til værks. Over mobning, mobbefryd og humor til de kønnede og etniske fællesskaber samler sig en bevidsthed om, at intet fællesskab er givet i sig selv. Uskylden er afløst af kendsgerninger, og grundige studier motiverer eftertanke og aktion af læser.

Det er fristende at bygge anmeldelsen op på de mange rammende citater. Vise ord, sætninger og betragtninger strømmer fra de kyndige forfattere til bogens artikler. Om alle kan konkluderes samme budskab: Fællesskaber er komplekse og mangesidige, men kan aldrig reificeres(!) som "noget for sig selv". Bedst flyder artiklen af Svend Brinkmann om John Deweys syn på fællesskab og individ. Her hedder det ikke "fællesskab", men "fællesskabelse". Med den lille, men vægtige, tilføjelse "-else" løfter Dewey genstanden for drøftelse til - om noget - at handle om ansvarlighed og moralsk forpligtigelse. Fællesskab er ikke et noget, som er. Det er noget, som gøres, og som ikke kan adskilles fra de individer, som gør det. Derfor giver det heller ikke mening at betone det ene frem for det andet, men i stedet agere på at hjælpe de sunde og demokratisk sindede på vej: "At skabe sammen er en moralsk praksis". Så kort og så rigtigt kan det siges.  

I det store og hele er jeg  begejstret. Men også i tvivl om, hvorvidt artiklerne om Rousseau og Habermas er for akademiske eller konstruerede til at yde retfærdighed over for vægtige pointer. Især afsnittet om Habermas' bidrag til emnet er tung læsning og kræver overblik og indsigt og en filosofisk ordbog inden for rækkevidde. Til gengæld for den tidskrævende læsning er jeg nu langt bedre rustet til at imødekomme fællesskabet på fællesskabets præmisser i aktuel og fremtidig virkelighed.

Men glem ikke individet. Uden det klinger fællesskabet hult.