"I mål med læsning" er et eksempel på et læsekursusforløb i 3.-4. klasse, hvor eleverne på skift parvis eller i grupper på fire meget sikkert føres frem til at opfylde målene for kompetenceområdet læsning i de forenklede Fælles Mål.
Undervejs dertil skal eleverne gennem de fire roller – forudsige indholdet af en tekst, stille kritiske spørgsmål, forklare tekstindhold, opklare underlige ord og sætninger - for til sidst at opsamle tekstens hovedbudskab og skrive resumé.
Som eksemplarisk eksempel er valgt "Jeg er William" af Kim Fupz Aakeson, kapitel 1 og 2, som er trykt i hæftet. Forslag til andre tekster, både fagtekster og romaner, er oplistet til sidst i hæftet.
Hæftet er i en smuk, overskuelig opsætning med sjove, vedkommende illustrationer af Lars-Ole Nejstgaard. Det er et gennemarbejdet materiale med mulighed for undervisningsdifferentiering, der bygger på nyere forskningsresultater fra Californien
Færdigheds- og vidensmål er trykt yderst på venstresiderne, således at det hele tiden er klart for eleven og læreren, hvad der arbejdes med. I øvrigt er der bagest i hæftet optrykt Undervisningsministeriets forenklede Fælles Mål for dansk efter 4. klasse overskueligt for læreren, og en kort lærervejledning er der også blevet plads til. Der er også mulighed for at downloade diverse elevark gratis fra nettet.
Det kompetente forfatterpar har ramt plet og omsat alle disse mål, som det ellers kan være vanskeligt at holde styr på, til et konkret og indbydende undervisningsmateriale, der kan bruges igen og igen. Oplagt til anskaffelse i klassesæt.
Fælles mål omsat til praksis
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.