Brønderslev Kommune og Midtvendsyssels Lærerkreds indgik i slutningen af februar en fælles forståelse for udmøntningen af lov 409 (læs aftalen via link til højre). Den indebærer blandt andet, at alle lærere, uanset skole, skal have mulighed for at indgå en flextidsaftale, som ligger tæt op af den, som ansatte på kommunekontoret har.
"Alle lærere skal have tilbuddet om en flextidsaftale. Det kan så godt være, at man ikke tager imod den, men vælger at placere arbejdstiden fast", fortæller kredsens formand, Grete Andersen. Lærerne får nogle 'flexbrikker', og efter aftale med lederen kan de placere en del af forberedelsen hjemme.
"Men det er ikke en pulje som andre steder, hvor lærerne har 200 timer, de kan gå hjem med. Det er i stedet en del af ens ydertimer, man kan vælge at flexe", siger Grete Andersen og pointerer, at det er en ramme som kredsen og kommunen har lagt, men som det er op til den enkelte skole at udfylde.
Det har derudover været vigtigt for kredsen at få præciseret, hvad opgaveoversigten skal indeholde, og det er blevet skrevet ind i den fælles forståelse.
Flextid giver bedre mulighed for familieliv Inden der blev skrevet under på den fælles forståelse med kommunen, afholdte kredsen et medlemsmøde.
"Vi fornemmede en tilfredshed med, at man får sikringer i opgaveoversigten og der var glæde over muligheden for flekstid. Det giver en større mulighed for sikre sammenhængen mellem familie- og arbejdsliv", fortæller Grete Andersen.
Hun har valgt at indgå en forståelse med kommunen for at lægge nogle rammer for skolerne.
"Vi lægger meget vægt på i Brønderslev, at vi har et fælles skolevæsen. Derfor synes vi, at en fælles forståelse for, hvordan vi udmønter loven, vil være rimelig. Vi har haft A08 før, og nogle af de grundlæggende værdier herfra, har vi ført over i den nye aftale. For eksempel attraktive arbejdsplader, sammenhæng mellem krav og resurser, en åben proces i forhold til planlægning af skoleåret og en sikring af, at tillidsrepræsentanten fortsat har en rolle i samarbejdet på skolen", forklarer formanden.
Tid til tillidsrepræsentanten
Aftalen indeholder derudover præciseringer om, hvad der skal foregå i MED-udvalget, hvornår forældresamarbejdet skal afholdes, samt tid til tillidsrepræsentantens opgaver.
Med til den fælles forståelse hører også en lønaftale, hvor alle lærere er sikret undervisningstillæg for 750 timer. På den måde bliver lærere, der har mange administrative opgaver, sikret en mindsteløn.
Midtvendsyssels Lærerkreds tæller også Jammerbugt Kommune, men her har det ikke været muligt at blive enige. Kommunen har meldt et administrativt grundlag ud for lærernes arbejdstid, men kredsen har ikke været involveret. Kredsen har fået lov til at kommentere, men udmeldingen er kommunens forslag, understreger Grete Andersen.
Fælles forståelse om flextid i Brønderslev
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.