Eventyrkisten

"Eventyrkisten" holder, hvad den lover. Kisten er fuld af eventyr. Forestillingen begynder med en velkomstsang og slutter med en farvelsang. Ind imellem fortæller de to skuespillerinder eventyr fra deres salige forfader Styrmand Volters tid - Styrmand Volter, som i øvrigt vågnede op en morgen og var død! Det går legende derudad. Katrine Jensenius og Kirsten Breum skifter karakterer alt efter de tre fortalte eventyrs rolleliste. De bruger deres stærke mimiske udtryk og deres umiddelbart veltrænede kroppe til tydelig gestik, så ingen er i tvivl om hensigten og følelserne bag. Det er dygtigt og charmerende gjort.

De små rekvisitter, hovedsageligt hentet fra kisten, hjælper yderligere til at tydeliggøre de tre eventyr. Oftest bliver især dukkerne, som dog er meget små, fremvist, hvorefter Katrine Jensenius og Kirsten Breum naturligt overtager deres roller, hvorefter historierne tager form.

Eventyrhistorierne har en nem tilgængelig klassisk struktur med en begyndelse, en midte og en slutning og skiller sig for så vidt ikke ud fra hverken H.C. Andersen eller Brødrene Grimm, men indholdet er blevet moderniseret en anelse. Således er sproget og billederne i historierne fordrejet lidt væk fra det politisk korrekte uden at læne sig helt op ad andre nutidige eventyrfortællere som eksempelvis Rune T. Kidde. Det er forløsende for børnene og deres følgeskab, som kan grine af og med nissen, som putter nissehuer på kopatterne og kokagen, som jo i bund og grund er lort.

Forestillingen er egnet til elever fra 0.-2. klasse, og de får ikke lov til at sidde passivt hen. Når tilskuerne aktiveres, kan det igangsætte et større postyr, men Katrine Jensenius og Kirsten Breum formår med få pædagogiske virkemidler at komme tilbage til flowet og ind i deres verden af eventyr uden større indblanding fra den voksne stab.