Evaluering i læreruddannelsen

Åbenhjertig, men ujævn bog om arbejdet med evaluering i uddannelsen »De studerende møder seminariet fulde af entusiasme, engagement og forventninger, og seminariet møder de studerende med blødhed, små forventninger, upræcise arbejdskrav (meget mindre end i gymnasiet), og det ligner gymnasiet for meget«.

Sådan stod der i et referat fra et møde mellem rektor og De Studerendes Råd; det gav kraftige bølger i buddingen. Var det nogle få studerende, der mente sådan, eller var det en generel vurdering med sandhedsværdi? Det blev man nødt til at undersøge. Og dermed var startskuddet affyret til en sand evalueringsbølge på Aalborg Seminarium. Og det er der nu kommet en bog ud af, en antologi med meget forskellige artikler - både fra den besværlige evalueringshverdag og mere principielle, teoretiske tilgange om præmisser og konsekvenser i et kulturperspektiv.

»Hvornår er det godt nok?« hedder bogen. Og de svar, der gives, kan vist koges sammen til et: I hvert fald slet ikke endnu. Ja, faktisk bliver påstanden i anmeldelsens indledning hverken be- eller afkræftet. Men det fremgår igen og igen i de meget åbenhjertige artikler, at der er store problemer med mange studerendes engagement og vilje til at være med i evalueringsprojekter. Straks når de opdager, at deltagelsen ikke er obligatorisk, siver de væk. »Jeg har oplevet, at mange evalueringer løber ud i sandet og ikke kan bruges til noget fornuftigt bagefter«, skriver bogens enlige studerende. »Imidlertid viste det sig overordentlig vanskeligt at fastholde de studerende i studenterpanelerne igennem projektperioden« »Svarprocenten for de spørgeskemaundersøgelser () var permanent faldende til trods for en ihærdig indsats for at få den hævet«, skriver nogle lærere. Da seminariet efter et evalueringsforløb inviterede alle på første årgang til et møde, hvor et evalueringsprojekts resultater og anbefalinger skulle præsenteres, kom der én studerende! Hvorfor fravælger studerende, som selv senere skal beskæftige sig med evaluering i skolen, i stort omfang evaluering i deres egen uddannelse, spørger lærerne. Svarene hentes stort set ikke i en analyse af seminariets undervisning, forventninger, traditioner eller problemer, men i generaliseringer fra Anthony Giddens - om samfundsforandringer, og hos Thomas Ziehe og Herbert Stubenrauch - om ændrede betingelser for identitetsdannelse. Med afsæt i en spændende undersøgelse af Inger Anne Kvalbein, som viser, at norske lærerstuderende har en instrumentel tilgang til uddannelsen, så de retter deres »læringsstrategier« ind mod at tilfredsstille underviserne med mindst mulig arbejdsindsats, fortælles det, at studerende »på for eksempel Aalborg Seminarium« har et højt og stabilt fremmøde til undervisningen. Men omfanget af det selvstændige studiearbejde er tilsvarende lavt. Læreruddannelsen er, siger Kvalbeins forskning, kun én blandt mange meningsdannende aktiviteter i de unges hverdag, og det er vigtigt, at de opnår succes uden for læreruddannelsen, for at de kan føle sig vellykkede.

Aalborg-studerende opfatter evalueringerne som kontrol, og konsekvenserne - i form af øget læsemængde i forbindelse med undervisningen - opfattes som straf, fortælles det. Samtidig med at en konklusion lyder: »Man kan vel dårligt sige, at vi har fået reel viden om, hvorvidt læreruddannelsen er forbedret« () konsekvenserne »kan sagtens være nyttige tiltag, men de er motiverende ud fra det kortsigtede perspektiv og har måske haft den effekt, at de har fastholdt de lærerstuderende i en velkendt elevrolle«.

Det er vigtigt med en fælles diskussion mellem lærere og studerende om præmisser, form og indhold, hedder det. Men hvis man lod evalueringsresultaterne danne grundlag for lærernes tilrettelæggelse af undervisningen og af den samlede organisering af uddannelsen, »tyder meget på, at det vil føre til en rendyrkning af en skoletænkning, som de studerende kender fra deres tidligere uddannelsesforløb«.

En kort artikel om Nufil-projektet (nye undervisningsformer i læreruddannelsen) konkluderer: »Vanskelighederne ved at generalisere de grundlæggende principper fra Nufil ligger nok først og fremmest i, at det vil forudsætte en forholdsvis omfattende omstrukturering af læreruddannelsen«. Og så forlades det spor! En ekstern evaluering af projektet blev ikke til noget på grund af økonomiske problemer. Men det endte man med at være godt tilfreds med. »Det lykkedes os at få alle væsentlige aspekter belyst. Faktisk var vi så godt tilfredse, at vi endte med at glæde os over, at vi ikke brugte midler til ekstern evaluering«. Jamen, det skriver de gudhjælpemig! Så må det da være de første og eneste, der kan klare det. Blot synd, at læserne stort set ikke får noget at vide om alt det væsentlige. Projektet fik »skelsættende betydning«, men kun for de ni deltagende lærere. Det samme kan nok siges om det højtprofilerede projekt »Det Innovative Seminarium«, hvor der i hele projektperioden har været større interesse for at høre om det uden for seminariet end hjemme. Også i det projekt led evalueringen under for få besvarelser fra studerende. Og så videre.

Det generelle billede, der tegner sig, er, at de studerendes og lærernes forventninger stort set ikke mødes. Mange studerende vil ikke kontrolleres, de deltager ikke, hvis en sag ikke er obligatorisk. Lærerne vil arbejde med studieprocesser, men de studerende vil standpunktbedømmes.

»Hvornår er det godt nok?« er på mange måder en bekræftelse af, at evaluering - hvis man ikke passer meget på - bliver, hvad Peter Dahler-Larsen har kaldt konstitutiv. Evalueringen konstituerer det, der evalueres. Og diskussionen kommer til at handle om det, der kan svares på - af de, der nu svarer. Bogen skæmmes noget af, at man for eksempel ikke har besluttet, om det hedder liniefag eller det korrekte linjefag. Om byen hedder Ålborg eller Aalborg, om der skal skrives Kubus, KUBUS eller ligefrem KUBUS®. Og det fortælles kun meget indirekte, hvad Kubus er.

På folkeskolen.dk kan man efter denne anmeldelse læse bogens afsluttende kapitel med sammenfatning og perspektivering.