Skoleelever fra Japan, Hongkong og Sydkorea er de bedste i verden til at læse og forstå en tekst. Derefter følger Finland, Canada og New Zealand. Danmark ligger i midten.

Det har Pisa-testen bevist.

Eller har den?

Nej, siger adjunkt Nina Bonderup Dohn, Syddansk Universitet, der har skrevet en kritisk artikel om Pisa i »Dansk Pædagogisk Tidsskrift«. Dertil favoriserer Pisa for meget elever, der er vant til at tage test.

Elever, der ikke er trænet i test, er tilsvarende på udebane. At sammenligne på et så skævt grundlag giver ingen mening, mener hun.

»Elever, der ikke er vant til test, men som er vant til at læse i sammenhænge, hvor man diskuterer meget, vil læse spørgsmålene i testen mere diskuterende, end de er ment«.

55 procent af Pisa-testen er multiple choice.

»Eleverne skal krydse én rigtig af. Én og kun én. Men danske elever er trænede i at sætte spørgsmålstegn ved spørgsmålet og kan finde på at sætte to krydser eller skrive en kommentar«.

»De er ikke så fokuserede i testsituationen, som elever, der er vant til at tage test, er. De testvante elever ved, at de skal skære problematiseringer bort og bare forholde sig direkte til spørgsmålet«.

Danske elever på glatis

Også hvad angår de 45 procent af testen, som består af åbne spørgsmål, er test-uvante elever på glatis, påpeger Nina Bonderup Dohn.

»Man skal vide, hvilken type svar man skal komme med. Hvor langt skal det være? Hvor udførligt? Jo mere træning man har i test, jo bedre er man til at vurdere, hvad en passende længde er. Mange danske elever vil kaste sig ud i en lang redegørelse, når der kommer et spændende spørgsmål«.

»Det giver mindre tid til de øvrige spørgsmål, og et langt svar vil ofte blive bedømt som svaghed i testsammenhæng«.

Sætter du simpelthen spørgsmålstegn ved Pisa-testens sandhedsværdi?

»Ja, jeg sætter spørgsmålstegn ved den kategorisering, Pisa bruger. De enkelte lande kan godt bruge testen som et fingerpeg, men man kan ikke bruge den som indikator for, hvordan landene ligger i forhold til hinanden. Der er alt for stor forskel på, hvor trænede eleverne er i at tage en test. Og også på, hvordan eleverne har lært at læse og diskutere en tekst«.

Så hvis det var et uddannelsespolitisk mål i Danmark at score højt i Pisa, så skulle man træne eleverne mere i at tage test?

»Ja, lige før sommerferien havde Politiken en artikel, hvor der stod, at nu, hvor eleverne var begyndt at tage flere test i Frederiksberg Kommune, klarede de sig bedre«.

»Det er ikke overraskende, fordi igen: Jo mere træning man får i test, jo bedre bliver man til at tage test. Man bliver bedre til at finde den rigtige type svar. I multiple choice svarer man kun på det ene spørgsmål, man skal, og så tænker man ikke mere på det. I de åbne spørgsmål finder man en passende længde og en passende grad af præcision i det, man skriver, uden at det fylder for meget og tager for lang tid at skrive, samtidig med at man får nok med«.

»Det betyder ikke nødvendigvis, at eleverne er blevet bedre til at læse. Men det betyder, at de er blevet bedre til at tage testen«.

Pisa siger selv, at det overordnede mål er at teste 'viden og færdigheder for livet'?

»Det er lige præcis det, der er problemet: Lige meget hvor godt designet en test er, så kan den ikke teste viden og færdigheder for livet«.

Pisa kan give et fingerpeg

På trods af et fornuftigt formål skaber Pisa mere forvirring end klarhed?

»Problemet er, at Pisa forsøger at måle og veje noget, der ikke kan måles og vejes, og slet ikke sammenlignes. Pisa kan give os et fingerpeg om, at vi måske ikke læser så godt i Danmark, som vi troede, men man kan ikke bruge Pisa til at sige, at danskerne ligger lige i midten, eller at finnerne er så og så mange gange bedre end os. Pisa kan give landene individuelt et fingerpeg, men at sætte dem op mod hinanden giver ingen mening«.

Hvordan kan OECD gå så galt i byen?

»Det er en dagsorden, som vi alle er underlagt: Vi skal sammenlignes, og der skal være tal på sammenligningen«.

»Så det er ikke dem, der har udarbejdet Pisa-testen, der er gået galt i byen. Det er den holdning, der er om, at der skal sættes tal på og sammenlignes på tværs, som er problematisk. Der er en opfattelse i samfundet om, at hvis det ikke kan måles og vejes, ja, så kan vi ikke bruge det til så meget. Så er det bare blød snak. Men hvis sandheden nu er blød snak langt hen ad vejen, så er det et problem, at man lukker af for den«.

»Pisa er på mange måder en interessant undersøgelse. Resultatet bliver bare opfattet som langt mere præcist og specifikt, end det er«.

Hvilke konsekvenser kan det få uddannelsespolitisk og pædagogisk?

»Jeg kan godt frygte, at de værdier og den måde at lære at læse på, som eleverne hidtil har været vant til, og som er langt mere givende, vil gå tabt. Altså det at lære at sætte spørgsmålstegn ved det, man bliver spurgt om. Det at lære at diskutere og bruge hinandens resurser frem for at målrette sig mere individuelt på, at man skal tage en test«.

»Hver gang man skal tage en test, så er det jo det enkelte individ, der er på. Det er snyd at kikke hos sidemanden. Hvor-imod det ikke er snyd at benytte sig af sidemandens viden og kunnen i en kollaborativ diskussionstime. Tværtimod, hvis man ikke gør det, så er man ikke god til at samarbejde«.

»Så det er dybt bekymrende, hvis folkeskolen skal til i højere grad at satse på, at eleverne bliver gode til at tage test. Det vil lægge en helt anden vægtning på det individualiserede, og samarbejdsfærdigheder vil blive nedprioriteret betragteligt«.

»Der er jo kun den tid, der nu er, og hvis man fjerner mange diskussionstimer til fordel for at lære at tage test, ja, så bliver der mindre tid til at lære det, som egentlig er viden og færdigheder for livet at kunne samarbejde, diskutere og tænke selvstændigt. Eleverne vil komme ud med færre færdigheder for livet«.

Og det går den vej, påpeger Nina Bonderup Dohn.

»Udspillet fra regeringen er, at der skal måles og vejes på alle fronter. Helt ned på børnehaveklasseniveau fastsættes der mål for, hvad børnene skal kunne for at være klar til at komme op i 1. klasse«.

jvolsen@dlf.org

Adjunkt Nina Bonderup Dohn analyserer i »Dansk Pædagogisk Tidsskrift« nummer 3/2003 testdesignet i Pisa. Pisa hævder, at den tester »viden og færdigheder for livet«. Nina Bonderup Dohn påviser, at det ikke er tilfældet.

»Jeg vil hævde, at testene i mindst lige så høj grad tester, hvor gode eleverne er til at deltage i sådanne test: De tester nemlig lige så fuldt, om eleverne ved, hvad der tæller som et rigtigt svar i denne sammenhæng, og om de er trænede i at udtrykke sig på denne måde«, konkluderer hun.

»Og i den udstrækning det er sandt, kan det ikke undre, at et land som Danmark ikke kommer ud i toppen: I Danmark har man jo netop i folkeskolen nedprioriteret snævert-faglige prøvesituationer og opprioriteret det hele menneskes udvikling af faglige og sociale færdigheder i et fælles mundtligt og skriftligt kommunikationsrum (men vel at mærke et skriftligt kommunikationsrum af en anden art end testsituationens) præget af diskussion, stillingtagen og respekt for andres synspunkter. Og det er simpelthen ikke det kompetencehele, der er knyttet hertil, som Pisa-undersøgelsen tester for«.

Nina Bonderup Dohn er adjunkt ved informationsvidenskab på Syddansk Universitet. Hun er ved at lægge sidste hånd på sin ph.d.-afhandling om tavs viden og uformel læring i praksis. Hun var ph.d.-studerende ved Institut for Læring på Aalborg Universitet.

En ny Pisa-undersøgelse bliver offentliggjort 7. december. Pisa står for Programme for International Student Assessment. Det er OECD, der foretager Pisa-undersøgelserne.