Christel Schaldemose var en af hovedtalerne, da DLF og BUPL i går holdt fælles konference på Hotel Nyborg Strand, og meldingen var klar: EU får mere og mere indflydelse på hverdagen i den danske folkeskole, og med et borgerligt flertal i såvel ministerråd, kommission og parlament er der grund til bekymring, mener hun.
"EU er ikke en stor styg ulv, men EU er ikke bedre, end de mennesker, der sidder der, og de sidste 8-10 år er farven skiftet fra rød til blå. Fra socialdemokratisk til borgerlig, og det betyder noget for retningen. Får vi ikke skabt noget debat lokalt og landsdækkende om betydningen af EU og om værdier, frygter jeg billedet bliver endnu mere blåt, når der er valg til Europa-Parlamentet i juni", siger Christel Schaldemose.
EU-valg den 7. Juni
Der er nemlig valg til Europa-Parlamentet den 7. juni, og det er op til dét valg, at Christel Schaldemose mener, lærere og pædagoger skal blæse til værdikamp. Fagforeningerne skal simpelthen få fortalt medlemmer og borgere, at det har afgørende betydning, hvem der egentlig bliver valgt til at repræsentere Danmark i Bruxelles og Strasbourg.
"Vi skal have sat valget på dagsordenen, for EU handler både om udvikling af velfærdssamfundet, vilkår for medlemmer af fagforeninger og om uddannelsespolitik", fortæller Christel Schaldemose.
For selvom EU ikke har ret til at lovgive på uddannelsesområdet, så har det ret til at udsende hensigtserklæringer, lave koordinerende tiltag og oplæg til harmonisering, og det sker i stigende omfang. Her blander de sig bl.a. i, hvor mange sprog, EU-borgerne skal lære i skolen, hvilke områder, der er bedst at investere i rent skolemæssigt, men også i skoleledelse og længde af læreruddannelse.
Værdikampen hersker i EU
Retningerne deri hænger så igen sammen med det aktuelle politiske billede, hvor EU-landene i dag har overvejende borgerlige regeringer, og da de enkelte landes ministre sidder i det bestemmende Ministerråd, har den blå fløj stort flertal der. Samtidig vælger de enkelte regeringer deres egen kommissær, og dermed har Kommissionen også borgerlig dominans. Regeringsvalgene har også smittet af på det folkevalgte Europa-Parlament, der altså også har borgerligt flertal. Skiftet fra rød til blå har ifølge Christel Schaldemose ført til en værdikamp i EU de senere år.
EU skal gøres konkret
Hos de omkring 100 deltagere, der bl.a. talte forbundsformænd, Anders Bondo Christensen fra DLF og Henning Pedersen fra BUPL var der stor lydhørhed omkring at sparke en værdidebat i gang op til valget i juni og ikke mindst få konkretiseret, hvad EU egentlig betyder for den enkelte skole og enkelte lærer. Stemmeprocenten i Danmark ved sidste Europa-Parlamentsvalg i 2004 lå nede på 49 - i øvrigt det højeste i EU.
Du kan læse mere om konferencen i Folkeskolen nr. 2, der udkommer den 30. januar. Blandt andet med generalsekretær i Etuce Martin Rømers indlæg.
EU-politiker: Lærere skal sætte gang i værdidebatten
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.