"På langt sigt er bedre undervisning og læring af helt afgørende betydning for EU's konkurrenceevne, for en højtuddannet arbejdsstyrke er mere effektiv. Jeg mener, at vi bliver nødt til at sikre, at EU har højtkvalificerede lærere, hvis medlemsstaternes uddannelsesreformer skal blive til en succes", siger kommissær for uddannelse, kultur og ungdom Ján Figel.
Han peger på en foruroligende udvikling i hele EU, hvor de fleste medlemsstater melder om mangler ved lærernes kvalifikationer og problemer med ajourføring.
Derfor opfordrer kommissionen nu medlemsstaterne til at løse disse problemer ved at fremsætte et forslag om et sæt fælles retningslinjer og principper, som kan danne udgangspunkt for en indsats på området.
Femårig universitetsuddannelse
Kommissionen peger i analysen bag forslaget på, at de nuværende læreruddannelsesordninger i medlemsstaterne ofte ikke giver lærerne den uddannelse, de har behov for.
"12 medlemsstater kræver, at lærere i grundskolens ældste klasser har mindst fem års uddannelse på universitetsniveau. Man kan overveje, om kvalifikationskravene skal hæves, som det allerede er sket i nogle lande", lyder det i kommissionens forslag.
Samtidig præciseres det, at dem, der er ansvarlige for uddannelsen af lærere, skal have praktisk erfaring med klasseundervisning.
Alt for lidt efteruddannelse
Også lærernes efteruddannelse ses som et område, der kræver en ekstra indsats. Kommissionens analyse viser, at der kun investeres begrænsede midler i intern efteruddannelse af lærere.
Intern efteruddannelse er kun obligatorisk i 11 medlemsstater, og for eksempel ikke i Danmark. Efteruddannelsen begrænser sig normalt til under 20 timer per år og omfatter aldrig mere end fem dage per år. Og kun halvdelen af landene i Europa tilbyder systematisk nye lærere støtte i en eller anden form (for eksempel introduktion til jobbet, uddannelse og mentorordning) i deres første undervisningsår.
Kommissionen opfordrer til, at medlemsstaterne sikrer, at lærerne får introduktion til jobbet, mentorordning og ret til og anerkendelse af løbende efter- og videreuddannelse.
Endelig peger kommissionen på, at det er vigtigt, at lærerstaben afspejler samfundet.
"Lærere fungerer som rollemodeller. Det er vigtigt for eleverne, at lærerstaben fuldt ud afspejler samfundets forskellighed (for eksempel med hensyn til kultur, modersmål og handicaps). Medlemsstaterne kunne sikre, at sammensætningen i lærerstaben fuldt ud afspejler samfundets forskellighed, og især fjerne barrierer for en kulturel og kønsmæssig balance på alle niveauer".
EU: Forslag til forbedring af læreruddannelser
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.