Et ungdomshus

Teaterforestillingen "Et ungdomshus" er en fin, lille abstrakt danseforestilling, som ikke umiddelbart lever op til sin titel. For den handler ikke om autonomes stenkast på Nørrebro, om politiaktioner, uforløst politik eller religiøse fanatikere. I stedet vælger konceptmageren Martin Dreyer Pedersen og instruktøren Kenneth Harrison at stille ind på nogle grundlæggende temaer i konflikten om ungdomshuset på Jagtvej - frihed og autoritet, lyst og pligt - som udgangspunkt for en debat om, hvad det var, der skete med "Ungeren".

På scenen krydser to veje af lys hinanden. Ind danser en sorgløs pige i strutskørt. På en rød-hvid tønde midt i krydset står en politimand i blå uniform og vifter trafikken forbi. De ser hinanden og smiler - og vi oplever et af forestillingens fineste momenter, da politimanden af bar glæde bryder ud i en mekaniseret breakdans. Alt ser rosenrødt ud, mens de langsomt driller, klovner og flirter sig ind i forelskelsen. Men så vil han ikke mere - pligten kalder. "Gå" siger han, men hun bliver ulykkelig. "Nej, jeg har ikke lyst". Herfra begynder konflikterne, og det hele ender temmelig drastisk. 

Musikeren Gustav Niepoort har skabt en flot og varieret lydside til forestillingen. Den er fyldt af metalliske lyde af bilmylder, cykelringlen og walkie-talkie-skratten. Men også af poetiske harmonikalyde og bølgebrus.

Forestillingen er lidt ujævn og skal følges af samtale med kunstnerne for at forbinde temaerne til ungdomshuset på Jagtvej, sådan som materialet til forestillingen lægger op til. Holdet bag "Et ungdomshus" har skabt aktuelt teater, men de har et stykke vej, før de kan præsentere det helt overbevisende.