Et stenkast herfra

Et stykke om ung rodløshed. Om at kaste den første sten.

Da alle er på plads, forvandler de to træningsdragtklædte skuespillere sig til to drengerøve. Med øredøvende larm bearbejder de en aluminiumstige med stave. Rytmisk drengerøvsstøj, for de keder sig så de finder på. De er seje og de er drenge. Eminent gestalter skuespillerne de to drengeskikkelser i sprog og fysik. Der er skarphed, men også humor og glimt i øjet i tegningen af de to knægte. Vi ser, hvordan drengene prøver hinanden af høj og lav-status skifter krop. De vil hinanden, men de vil også prøve styrke.

Ved hjælp af en stige, to solide metalbukke, et par olietønder og enkelte andre småting fortælles historien om en skæbnesvanger søndag i de to drenges liv. Den episke spillestil fornægter sig ikke: De er ikke rollen de viser rollen. Gestikken er afmålt der bruges det, der skal til, hverken mere eller mindre. Lydene laver skuespillerne selv.

Første skridt på deres farlige færd er indbruddet i et værksted. Da den yngste af drengene skal mave sig igennem den imaginære kloak for at forcere værkstedet, kan man ligefrem lugte stanken. En Jaguar skal skrælles, men alarmen går i gang, og de må flygte. I en snæver scenisk vending, møder vi nu de to politibetjente, der efterforsker og efterstræber de to drenge. De to skuespillere har nu skiftet drengerollerne ud med betjentene, ved hjælp af få, men effektive skift i gestik og tale.

Hvad der nu end dukker op på drengenes vej, tages det under behandling i forsøget på at fjerne kedsomheden og den bagvedliggende smerte, som de to slæber rundt på. På denne vis, opstår idéen om at smide sten ned på bilerne på motorvejen. Det går galt det går rigtig galt og spillet skifter karakter og sted. Retssagen og familien rykkes ind i historien og på scenen.

Med lynhurtige, nærmest ekvilibristiske skift, ser vi en afhøring af de to drenge. Flot, flot skuespilteknik.

Den yngste dreng har svært ved at holde sammen på sig selv går mere og mere i opløsning. 13 år og morder. Den ældste forråes på en drengeanstalt.

De venter på dommen.

Stykket er australsk, og ikke omskrevet til danske forhold. Det er meget amerikansk og filmisk i sit udtryk. En kontekst, som unge af i dag er grundigt socialiseret med, og forstår. Men det geografisk distancerende giver en mulighed for refleksion historien vurderes hvad er det, der sker og hvordan sker det. Man er ikke en del af det.

Drengenes/skuespillernes spil er umiddelbart genkendeligt og identificerbart for målgruppen af unge tilskuere. Denne kombination burde være frugtbar og give genklang hos de forhåbentlig mange tilskuere der vil komme til at se "Et stenkast herfra".

Stykkets fortælleteknik er præcis og målrettet der skæres ind til benet uden så mange dikke-darrer. I et langt klip, hvor de to betjente er på værtshus mens retssagen kører, tages diskussionen op om skyld og straf til disse to mindreårige drenge. Publikum inddrages og tages til indtægt af den ene, skænderiet kører. Der er grundlæggende holdninger på spil.

Diskussionen er lige til at føre videre ind i klasselokalet, efter man har set stykket. Der er nok at gå videre med i forskellige undervisningsforløb masser af spørgsmål.