'Læs Godt' er en lille bog, men den udfylder et stort hul.
Den vil blive læst og slidt i laser af de mange pædagoger og lærere i indskolingen, som har erkendt, at børn lærer at læse ved at læse - og de lærer det på hver sin måde. Folk med den holdning har hidtil skullet finde teorien mange forskellige steder for siden selv at stykke deres praksis sammen. Vi har virkelig savnet en overskuelig, praktisk vejledning. Her er bogen!
Egentlig har Forlaget Klim udsendt bogen sammen med foreløbig fire små bøger til selv- og medlæsning i børnehaveklasse, 1. og 2. klasse. Men bogen er helt uafhængig af de små bøger.
Forfatteren bekender straks kulør: Denne vejledning bygger på helhedsorienterede - altså holistiske - teorier. Hvor er det velgørende, at vi ikke skal præsenteres for alle mulige og umulige teorier, hvorefter forfatteren så træder tilbage og overlader læseren til eget valg i supermarkedet. Det dur nemlig ikke - det bliver der vildledning og ikke vejledning ud af!
De holistiske teorier bygger på forståelsen af, at vi alle er meningssøgende i vor opfattelse og udforskning af verden. Læseprocessen består for en stor del af at kunne foregribe indhold og selve sprogstrukturen gennem en forståelse af, at barnet opstiller hypoteser, '. . . som afprøves gennem tekstens visuelle informationer i form af bogstaver, ord og sætninger. I denne proces opnår eleven efterhånden rutine i automatisk at genkende ord, som gør læsningen hurtig og sikker. Analyse af helheder, fra sætninger over ord til bogstaver, og den modsatte vej, syntesedannelse, er et led i denne automatiseringsproces. Derfor er det naturligt at lade læsning gå hånd i hånd med fremstilling af tekster' (side 29). - Mange og gode forslag til, hvordan man praktiserer det.
Den hellige, almindelige bogstavindlæring får et gevaldigt skud for boven. Herligt! For det er et tovligt sted at begynde, men se, om alle lærere vil tro det? Nu har vi jo i 250 år ment, at læsning begynder med de bogstaver, så . . .! Nej, det begynder med barnets nære og kære ord, som det efterhånden får flere og flere af i sin ordkasse. De ord er basis for en mængde sjove lege og skriveeksperimenter. Snart oplever barnet - med de voksnes støtte - hvor vidunderligt det er at kunne læse små bøger på egen hånd. Når de så rævestolte har skrevet skilte i deres lege, skrevet breve og sedler, så er der mening med bogstaver (lyde) - men ikke før!
Barnets opfattelse og tanker om egen læsning mistes i den abstrakte bogstavgennemgang! (altså når den bruges som indgang til læsning). At masser af de børn, som begynder med at få bogstaver proppet i halsen, alligevel lærer sig at læse, beviser bare, at børn er fantastiske til at holde fast i egen (selv)læring.
'Læsning kræver, at eleverne bliver bevidste om sprog på alle niveauer, semantisk, syntaktisk, morfologisk og fonologisk. Men denne bevidsthed kan ikke udvikles på samme tid og med samme midler for alle elever' (side 74). Derfor må og skal læseundervisningen differentieres, og hvert barn må kende begrundelsen for 'forskelsbehandlingen' - kende sine egne stærke og svage sider og være med til at opstille mål for sin egen læsning. Men først og sidst må hvert eneste barn tidligt opleve glæden ved at læse.
En lidt fyldigere litteraturliste ville ikke være nogen skade til. På de sidste fem sider er der en fin oversigt over de første med- og selvlæsningsbøger, men oversigten er allerede forældet, for de små bøger myldrer frem. Fint, at forlagene så hurtigt omstiller sig fra dyre systemer til billige 'rigtige' bøger. Stor ros til Klim, fordi man så nødvendigheden af at udsende denne lille, overskuelige vejledning. 'Læs Godt' er et mesterværk.
Læs Godt
- en vejledning om lærerens opgaver og elevernes selvstændige læsning i de yngste klasser
Af Kirsten Krogh-Jespersen
87 sider, 120 kroner
Forlaget Klim
Et lille mesterværk
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.