Fra at være et fag der tidligere var henvist til et ydmygt sted med et nøjsomt mål som at lære eleverne at lave en 20-30 kendte retter, er hjemkundskabsfaget i dag sprunget ud - og har fundet sin centrale placering i skolens liv. Køkkenet er blevet arnestedet, hvorfra livet simrer ud i skolens kringlede kroge, ind i de andre fag og uden for portene.
Filmens røde tråd er bageren/håndværkeren, som med de ædle råvarer fremstiller det daglige brød - kvalitetsvaren. Sideløbende fornemmer vi i baggrunden slogans om ny teknologi - respektløs madkultur - junkfood - møjmad - lørdagskylling og så videre. Vort livsmiljø er i opløsning, men vi skal være med til at skabe en ny generation, som har øje for kvalitet. De unge skal fornemme, at det at lave mad og at spise er meget mere end teknik og fysisk mæthed.
Hæftet giver en baggrund for hjemkundskabsfagets berettigelse i dag. Råd om at forlade den forældede struktur med forret, hovedret, dessert og bagning og for eksempel gå i dybden med en enkelt grønsag eller med brød; lave smagsprøver. Hvis sansen for at undersøge og gå i dybden vækkes, kommer interessen for råvarernes oprindelse ganske givet hos mange af eleverne. Økonomien har det godt, hvis man ikke lader sig binde af at skulle producere hele måltider, men enten kun en enkelt ret eller smagsprøver. Budskabet i materialet er, gradvis gennem undervisningen, at gøre eleverne til kritiske forbrugere.
Film og hæfte er et fint oplæg til hjemkundskabsfaget i dag. Eksemplerne er gode og velvalgte, men giv et kort oplæg før filmen vises, det giver en bedre forståelse.
Et brombær for livet
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.