Et anklageskrift

Gideon Zlotniks debatbog er til at blive klogere af. Den er spækket med data, så mange, at man ikke kan huske dem alle, men mængden betyder også, at der er solidt afsæt for de konklusioner, som forfatteren gør sig.

De stakkels børn er et anklageskrift - lidt patetisk sagt på den vestlige verdens børns vegne. Vi er ved at underminere børnenes muligheder for at vokse op til at blive psykisk sunde voksne, der kan tage vare på sig selv og varetage de opgaver i samfundet, som er nødvendige for en fortsat humanistisk og demokratisk udvikling. Den tanke slog mig, om et samfund af stressede, angstdominerede, deprimerede og psykisk syge borgere kan udgøre et velfærdsdemokrati.

Forfatteren påviser med baggrund i Sundhedsministeriets nøgletal, Det Tværministerielle Børneudvalg og andre, at en femtedel af vore børn mellem nul og 18 år er karakteriserede ved at være tabere og risikobørn, og perspektivet er, at den del vil blive større, i takt med at de 80 procent raske og sunde gradvis vil bukke under for reklamestyring, materielt forbrug, stress, angst, medicinmisbrug og depressive tilstande.

Forrest på anklagebænken for at overskride børns psykologiske lavalder og udsætte dem for daglig hjernevask er medie- og reklamebranchen samt amerikaniseringen af børns og unges liv. Tallene fra de mange refererede undersøgelser taler deres eget tydelige sprog.

Zlotnik er ikke dommedagsprædikant. Han fremskriver 90'ernes tydelige tendenser sobert og redeligt. Det er ikke råberi som i 'Rigets tilstand', men tydelig og fortrolig tale på børnenes vegne og på grundlag af videnskabelig dokumentation. Han er ikke altid lavmælt. TV-Avisen den 8. juli 1998, som bragte syv indslag om sygdomme og blod, katastrofer, vold, ødelæggelser og lidelser, omtales som et klassisk eksempel på overskridelse af alles psykologiske grænser og især børns psykologiske lavalder. Indslagene præsenteres i farver og med hurtige skift, ofte iblandet underholdning. Konsekvensen er med forfatterens ord, at ondskaben almengøres, elendigheden banaliseres, følelserne bedøves og realitetsopfattelsen forvrænges. Det kunne være en stor aflastning, hvis forældre ikke dagligt skulle have konflikter med deres børn for at beskytte dem mod vold og katastrofer i tv og for at få dem til at modstå de mange reklameskabte anslag fra bundlinjefokuserede producenter af dyrt markedsført legetøj, tøj og utøj.

Ingen enkeltgrupper gøres til syndebukke. Alle voksne er under anklage. Ingen kortsigtede udfald mod pædagoger eller lærere, men nøgtern påvisning af en udvikling, hvor børnene institutionaliseres i flere og flere timer på stedse færre kvadratmeter, selv om vi ved, at det medfører, at børnene bliver mere urolige og irritable og de voksne mere styrende og kontrollerende.

Zlotnik leverer en ætsende analyse af tidens kropsdyrkelse, som især for pigerne og kvinderne bliver et kropsdiktatur.

Han ser ingen lette løsninger, men er med sin stille besindighed naivt optimistisk med hensyn til, at de voksne vil kunne samarbejde om at forbedre børnenes vilkår. Jeg skriver naivt, for jeg ser nogen vanskeligheder i, hvordan det skal kunne lade sig gøre at styre tv-udbuddet fra satellitsendende udenlandske tv-selskaber, selv om de voksne danskere skulle nå frem til en konsensus om vilkårene for danske børns opvækst.

Indimellem overtager børnepsykiateren ordet og redegør på forbilledlig vis for, hvordan børn fungerer på forskellige udviklingstrin, og hvorfor de ikke er i stand til at bearbejde de indtryk, de udsættes for, og derfor reagerer med angstsymptomer, hovedpine, mavesmerter, indsovningsproblemer og så videre.

Selv om hans opfordring anviser den komplicerede vej gennem samarbejde mellem grupper med helt forskellige interesser, tror han på muligheden af for eksempel at formulere regler for, hvad børn har godt af at se og ikke se i tv. Zlotnik er helt på linje med de kræfter, der i dag arbejder på at forbyde reklamer, der er målrettet mod børn under tolv år, som det er tilfældet i Sverige, og angiver konkrete forslag til udbygning af kodekser om reklamepraksis og regler om mærkningsordninger for computerspil og alkoholudskænkning til unge.

Et sted imellem Sokrates' maieutik og Geothes pædagogiske provinser har nogen sagt, at et samfunds kvalitet måles på, hvordan det opdrager sin næste generation. Nu har vi målt og snakket læsning i mange år, men vi behøver ikke internationale undersøgelser for at blive klar over, at det går ned ad bakke med vore børns psykiske sundhed. De fleste lærere og pædagoger ved det og ser det. Hvis vi alle står sammen, kan vi måske både nedbringe risikoprocenten og med Zlotniks ord give børneverdenen en tiltrængt rengøring og sanering.

De stakkels børn

- Den psykologiske lavalder. Den daglige hjernevask

Af Gideon Zlotnik

184 sider, 225 kroner

Forlaget Nielsens, telefon 3927 8211