28. november 2005 afsagde den tidligere regering dødsdom over gruppeeksamen, trods 42.682 protestunderskrifter fra skoleelever og tunge protester fra Lærerstuderendes Landskreds, DLF og seminarielærere.
"Regeringen lægger vægt på, at eksamensbeviset tilhører den enkelte og derfor også skal afspejle den enkeltes viden og kompetence", lød begrundelsen fra daværende undervisningsminister Bertel Haarder.
Nu har uddannelsesminister Morten Østergaard forhandlet sig frem til gruppeeksamener på de videregående uddannelser.
"Der skal være sammenhæng mellem undervisning, eksamen og det arbejdsliv, de studerende møder efter endt uddannelse. Derfor skal gruppeprøver igen være en mulighed i uddannelserne. Dialogen med de studerende, aftagerne, institutionerne og censorerne har givet et solidt grundlag for at beslutte, hvilken model vi skal arbejde videre med. Helt overordnet har alle parter udtrykt tilfredshed med at slippe fri af den detailregulering, som den tidligere regering indførte med afskaffelsen af gruppeprøver", siger Morten Østergaard.
Op til institutionerne at beslutte gruppeprøver
Fremover bliver det op til institutionerne at beslutte, hvilke eksamner der skal tages i grupper, og hvilke der skal tages individuelt. De kan også selv bestemme, hvor mange der må være i grupperne, og om det skal være muligt for studerende at gå op til prøverne individuelt. Dog er institutioneren forpligtet til at sikre en variation af prøveformer. Beslutningerne skal skrives ind i studieordningerne, så de studerende på forhånd kan gennemskue deres uddannelse.
Formanden for professionshøjskolernes rektorforsamling Erik Knudsen er ikke i tvivl om, at professionsbacheloruddannelsen i ernæring og sundhed vil gøre brug af muligheden for gruppeeksamen. Særligt i de tværfaglige forløb, hvor man arbejder sammen med studerende fra andre uddannelser, vil det give mening at arbejde sammen i grupper, mener han.
"Ude på arbejdsmarkedet arbejder man sammen. Så det giver god mening, at man også til eksamen bliver vurderet på, hvordan man arbejder sammen. Det er ingen hemmelighed, at vi var kede af, man sløjfede det, men vi har jo måttet indrette os efter den politiske beslutning".
Erik Knudsen forventer, at ledernetværket vil drøfte, hvor det giver mest mening at indføre gruppeprøver, men at det vil være op til den enkelte uddannelse at beslutte, præcis hvilke prøver der kan tages i grupper.
LL: Man skal ikke kunne vælge gruppen fra
Formand for Lærerstuderendes Landskreds Tobias Holst er meget glad for genindførelsen.
"Jeg tror, gruppeeksamener helt overordnet er en rigtig god ting, fordi vores arbejdsliv bliver mere og mere projektorienteret, så man er nødt til at lære at arbejde godt sammen under pres. Det tror jeg også er en stor gevinst på ernærings- og sundhedsuddannelserne".
Tobias Holst opfordrer til, at rektorerne er opmærksomme på, at det fortsat skal være enkelt for studerende at flytte uddannelsessted. De studerende på hvert uddannelsessted får indflydelse på fastsættelsen af eksamener gennem studienævnene, der udarbejder forslag til studieordninger.
Indførelsen skal følges op med en evaluering efter tre år med det formål at undersøge, om institutionerne er i stand til selv at regulere området og sikre, at der også ved gruppeprøver foretages en reel individuel bedømmelse af de studerende.
Ernæringsbachelorer kan igen gå til gruppeeksamen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.