Erindring og eftertanke

Han har aldrig været bange for konfrontationen. Han har insisteret på samtalens nødvendighed - og på at den pædagogiske debat skal foregå i et alment tilgængeligt sprog. Nu har han skrevet sine erindringer.

Holger Henriksen har altid diskuteret. Refleksioner og samtale slutter aldrig. Og han langer stadig hårdt ud. Efter frelste og frelsende teoretikere og politikere - både til venstre og højre.

Hvordan kunne det gå til, at ikke alene unge, søgende sjæle blev tiltrukket af kommunismen, men at også skarpe hoveder, intellektuelle, forfattere og kunstnere kunne hylde Stalins Sovjetunionen? Det spørgsmål giver bogen gode svar på. Allermest kritisk er han i forhold til egne handlinger og synspunkter. At han som voksen blev opmærksom på fælles træk ved imperialismens, nazismens og kommunismens ungdomsbevægelser, forhindrer ham ikke i at skrive varmt om årene som drengespejder, og afsnittets slutning er typisk for den selvkritiske stil: "Da jeg forlod Baden-Powell til fordel for sovjetpædagogen Makarenko, kom jeg fra asken i ilden".

Bogen er på én gang kronologisk og næsten impressionistisk i sin fortælleform, og ud af personlige beretninger springer overvejelser om samfundets og skolens udvikling. Fra barndommens skole er der kun få lærere, der får et pænt skudsmål fra eleven, Holger. "Måtte hun brænde i helvede", skriver han om en klasselærer. Og reflekterer så over, hvorfor skolen var, som den var.

Hans beretning om at være venstreorienteret lærer under Den Kolde Krig er enkelt og ligetil fortalt. Mødet med embedsværket, der ikke ville have en kommunist til Grønland, beskrives i en dæmpet, men afslørende tone, der svier. Og da han så kommer til Grønland! På få sider fortælles bevægende om et rigt familieliv, om spændende pædagogiske udfordringer, som Holger Henriksen og hans kone, Birgit, som også var lærer, havde deroppe. Igen vævet ind i samtidens samfundsudvikling.

Tilbage i Danmark kastede ægteparret sig engageret ud i lærergerningen og i politik. Esbjergs skolevæsen får flotte ord med på vejen, og fortællingen om Rørkjær Skole bevidner et liv med blomstrende læreraktiviteter. "Han gav mig af sin tid, viste mig tillid, og hans indirekte meddelelse lærte mig at se mere nuanceret på lærere og børn", fortæller Holger Henriksen om skolens leder, Magne Astrup. "Han viste mig, at kravet til samtale var, at der skal svares".

"Samtalens mulighed - bidrag til en demokratisk didaktik" hedder Holger Henriksens hovedværk, som fra 1993 til 2005 kom i fem udgaver. Hver gang lidt tykkere - og med endnu flere nuanceringer og præciseringer.

Læs hans hudløst ærlige erindringer og bliv klogere på denne pædagogiske filosof og praktiske skolemand, som har sat sit præg på uddannelsesdebatten. Læs bogen for at få en god historie - og for at blive lidt klogere på skolens og samfundets udvikling.