Den 21. maj 2014 sagde Erik Schmidt sin stilling op på Agedrup Skole.
Den 22. maj 2014 godkendte Odense Kommune hans opsigelse.
Den 2. juni 2014 gav skolelederen Erik Schmidt en tjenstlig advarsel.
I dag - to et halvt år senere - har Erik Schmidt fået landsrettens ord for, at han kan få mulighed for at afprøve, om den advarsel blev givet på et lovligt grundlag. Odense Kommune har ellers ved tre instanser forsøgt at få afvist sagen.
Med jobbet som indsats: Erik Schmidt fik en tjenstlig advarsel for »negative holdninger«
Kommunens hovedargument har været, at Erik Schmidt ikke længere er ansat i kommunen, derfor har han ikke retlig interesse i at afprøve sagen. Først ville Odense Kommune ikke være med til at afprøve advarslen ved et tjenstligt forhør.
Derfor tog Erik Schmidt sagen til byretten, hvor to ud af tre dommere var enige i, at han havde en retlig interesse i at afprøve sagen.
Odense vil ikke bøje sig for byretten i Erik Schmidt-sag
Odense Kommune kærede så sagen til Østre Landsret, hvor den i dag er blevet behandlet. De tre landsretsdommere var enige: Erik Schmidt har en retlig interesse i at afprøve sagen.
Dommerne fortalte efter votering, at de ville stadfæste byrettens afgørelse - men i modsætning til i byretten var alle tre dommere i Østre Landsret enige: Erik Schmidt skal have lov til at afprøve lovligheden af den tjenstlige advarsel, som han er blevet givet.
Dommerne lagde vægt på, at kommunen havde accepteret opsigelsen og herefter valgt at give Erik Schmidt en advarsel. Om det udtalte landsretten:
"På et tidspunkt, hvor man er bekendt med at indkærede (Erik Schmidt - red.) er på vej væk, vælger man at gennemføre advarslen alligevel. Det medfører, at en pletfri tjenestemand med 34 års ansættelse bag sig får en disciplinær straf", sagde dommerne.
"Det synes vi er centralt i bedømmelsen af, om man har en retlig interesse i advarslen".
Behøver ikke være tilmeldt arbejdsformidligen
I Odense Kommunes procedure lagde advokat Søren Skjerbek vægt på, at Erik Schmidt ikke har økonomisk interesse i at få advarslen trukket tilbage. Dertil sagde dommerne, at man godt kan have en retlig interesse uden at have en økonomisk interesse og uddybede:
"Når vi mener, at Erik Schmidt har en retlig interesse, så er det fordi det er en afgørelse truffet af en offentlig myndighed over for en borger. Og det er en afgørelse, der indebærer en disciplinær straf", forklarede dommerne og lagde dertil, at man ikke kan udelukke, at advarslen får betydning for Erik Schmidt i fremtiden. Odense Kommune har argumenteret for, at Erik Schmidt ikke er aktiv på arbejdsmarkedet, fordi han ikke er tilmeldt jobcentret - men det tillagde landretten ingen betydning.
"Man behøver ikke være tilmeldt en arbejdsformidling for at have en interesse i at genoptage sin beskæftigelse, når man fratræder som 62-årig".
Snusfornuft
Endelig lænede Landsretten sig op ad byretten i Odense i forhold til sagens symmetri:
"Retten i Odense har brugt noget snusfornuft, der kan lyde lidt som juridisk frihåndstegning, men alligevel har betydning: Har kommunen en retlig interesse i at give en advarsel, så må man også have en retlig interesse i at afprøve advarslen", sagde dommerne.
Og Eriks Schmidts advokat Peter Breum havde da også argumenteret med, at hvis man mister retten til at afprøve en advarsel, fordi man ikke længere er ansat, så vil det give en retstilstand, hvor arbejdstagere kan få en advarsel på sidste dag af deres ansættelse uden at kunne afprøve den.
Dommerne spurgte, om Odense Kommune ville ophæve kæremålet - det ville betyde, at der ikke ville blive afsagt en kendelse i sagen. En kendelse - forklarede dommerne - ville komme til at lyde meget som det, der var blevet mundtligt fremlagt. Odense Kommune valgte så at trække kæremålet, og der vil derfor ikke blive afsagt en kendelse udover dagens mundtlige fremlæggelse.
Ville godt have været her for tre år siden
Erik Schmidt var glad for afgørelsen.
"Jeg har haft svært ved at følge de juridiske spidsfindigheder, så jeg kunne godt lide at høre dommeren sige, at der var plads til almindelig sund fornuft: Når man kan give en advarsel til en, der har sagt op, så skal man også have muligheden for at prøve den advarsels gyldighed", sagde Erik Schmidt.
"Vi er dér, hvor jeg gerne ville have været for tre år siden. Jeg kunne godt have tænkt mig, at vi var gået direkte til sagen. Og jeg synes, det er kompromitterende for Odense Kommune, at de med mange forskellige midler har forsøgt at forhale den her proces", sagde Erik Schmidt. Han glæder sig til, at næste retsmøde om sagen - der formentlig først bliver på den anden side af sommerferien - kommer til at handle om sagens substans.
Erik Schmidt vandt klar sejr i landsretten: Får lov at afprøve tjenstlig advarsel
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.