Erfaren lærer: ”Jeg blev simpelthen så glad, da jeg så de nye fagplaner. Nu skal vi have vores faglige stolthed tilbage”

Første gang lærer Laila Jensen havde praktikanter i dansk, printede hun Fælles Mål, så de kunne se på dem sammen.

”Det var imponerende, så længe printeren var i gang, og det var jo helt usandsynligt, at vi kunne diskutere 140 sider. Man bliver jo træt på forhånd,” griner hun hovedrystende.

Hun stryger hen over udkastet til de nye fagplanerne for hendes tre fag, billedkunst, dansk og historie, som hun har printet til interviewet med folkeskolen.dk.

”Det her til gengæld har en længde og en form, som jeg kan se mig selv i. De er skrevet i et forståeligt sprog, vi kan diskutere dem i fagteamet, og de passer til den måde, jeg underviser på,” siger hun.

Målstyring var et hurra-papir

Laila Jensen har undervist i 31 år, så hun har været igennem fem forskellige udgaver af mål for sine fag. Fælles Mål, som hun har haft siden 2015, er hun ikke fan af.

”Helt ærligt, så har jeg ikke kigget på nogen af mine fags planer i mange år. Jeg har skævet til dem for at være sikker på, at mine elever kunne det, de skulle, når jeg giver dem videre efter 3. eller 6. klasse, men hele målstyringsdelen har været meget hæmmende for alle lærere, tror jeg.”

Laila Jensen bruger ikke portaler og heller ikke bogsystemer, da har hun ikke gjort siden sit første år som lærer.

”Jeg får jo hele tiden nye elever, og undervisningen skal passe til dem, så jeg laver det selv, låner bøger på CFU og lader mig inspirere af kolleger. Jeg genbruger heller ikke mine egne materialer uden ændringer.”

Hun kan huske, at hun og hendes kollega prøvede at tilpasse deres undervisning til målstyringsprincipperne i starten og gøre det på sjove måder, men det tog sindssygt langt tid, og det gav hverken mening for dem eller for eleverne.

”Det blev jo bare et 'hurra-papir”, men kunne hive op af skuffen, når der kom en fra kommunen for at tjekke en. Vi lærere vil altid gerne tale pædagogik, men målstyringen var bare drift, det handlede om at de skulle kunne måle eleverne og slå dem oven i hovedet, det er der ingen, der bliver bedre af.”

Den faglige stolthed tilbage

Hun har i mange år længtes efter, at der blev sat fokus lærernes egen faglighed, og at der var plads til den faglige diskussion og udvikling.

Derfor blev hun også helt tændt, da hun hørte om de nye fagplaner og så, at Københavns Lærerforening inviterede til møder, hvor lærerne kunne høre oplæg om arbejdet og diskutere de nye planer, mens de blev til.

”Jeg elsker at være lærer, og jeg er stolt af at være lærer. Og det her lugtede af, at vi skulle have vores faglige stolthed tilbage og diskutere det der er vigtigt. Ingen af os ved, hvad eleverne reelt får brug for at kunne, når de går ud af 9. klasse, så det er så godt, at vi kommer tilbage til folkeskolens formål, som handler om at de skal kunne mestre deres liv.”

Hun og tre kolleger tog sammen til det første af tre møder om de nye fagplaner, fik første udkast præsenteret, hørte oplæg af Lene Tanggaard, Thomas Illum og Mads Olrik og diskutere med hinanden og andre lærere.

”Jeg blev simpelthen så glad. De ligger meget tættere op af, hvordan jeg planlægger min undervisning og hvad jeg kan med mine elever. De lægger også meget mere op til kreativ undervisning, og det er noget af det vigtigste for mig.”

Mere kreativitet og plads til læreren

Laila Jensen har undervist på en håndfuld forskellige skoler og også været indskolingsleder i en periode, men hun savnede undervisningen for meget. De seneste år har hun været på Kirkebjerg Skole i Vanløse. Hun underviser primært indskoling og mellemtrin, men har også haft udskolingselever, fx i valget billedkunst. Hele vejen igennem sit lærerliv har hun undervist i billedkunst, dansk og historie, for det er de fag, hun brænder mest for.

I den nye fagplan for billedkunst hæfter hun sig ved, at eleverne igen er kommet i fokus.

”Det er tydeligt, at de skal afprøve og have fingrene ned i materialerne, de skal have praktisk erfaring. Det kan jeg godt lide. Stort fokus på det kreative og praktiske, så det ikke bliver et rent teoretisk fag. Billedkunst må ikke være efter skabeloner. Jeg synes, det rammer så fint fagets kerne”.

I dansk er det første, der springer i øjnene længden, der nu er overkommelig.

”Men også her er der fokus på det kreative, og på at de skal mestre livet og forstå sig selv i et større perspektiv. Der er meget mere plads til, at man som lærer kan tilrettelægge undervisningen efter elevgruppen.”

Hun kan også godt lide, at teknologiforståelse er kommet ind i dansk, for det mener hun i den grad er nødvendigt og naturligt i faget.

At litteraturkanonen er skrevet ind igen, synes hun er fint. Hun føler sig ikke bundet af at skulle igennem dem alle, men det er rart at have dem stående, så man kan lade sig inspirere.

I fagplanen for historie springer historiekanonen i øjnene.

”Det lyder mærkeligt, men det er første gang jeg læser den. Jeg tror den er druknet i den gamle fagplan, også selv om jeg havde historie på linje. Men det viser jo også, hvor vigtigt det er, at planen er overskuelig, så man faktisk får den læst og diskuteret med kollegerne i fagteamet.”

Vi skal tage ansvaret på os

Der er endnu tid til at komme med kommentarer til det sidste udkast til fagplanen frem til 15. september, men Laila Jensen har faktisk ikke noget, hun har behov for at få ændret i sine fags planer.

”Jeg har tillid til, at det er fornuftige mennesker, der har forholdt sig til skoleudviklingen. Jeg har været ind og tjekke, at der har været lærere med i næsten alle fagudvalg, for det er vigtigt. Ofte hedder det sig jo, at det er eksperter, men så er der ikke nogen af de rigtige eksperter - altså os lærere,” smiler hun.

Hun glæder sig til at diskutere de endelige planer både på det sidste af de tre møder i Københavns Lærerforening og i sine fagteams på skolen, hvor hun allerede har nævnt, at hun mener de skal på dagsordenen.

”Jeg tror nogle af folkene bag portalerne ryster i bukserne, for de her planer lægger op til, at vi tager vores faglige stolthed tilbage og selv tilrettelægge vores undervisning.”

Det kræver diskussioner i fagteamsene, mener hun, og det skal komme fra lærerne selv, det skal de ikke vente på, at ministeriet eller forvaltningen arrangerer.

”Vi er i en ny tid, hvor man er klar til at lytte mere til os end tidligere, og hvor de ikke sender helt så meget ned i hovedet på os. Men så kræver det jo også, at vi tager ansvaret på os for at få diskuteret planerne og finder ud af, hvordan vi lærere vil udmønte dem. Det glæder jeg mig meget til.”