'Enviduca' cd-rom - et multimedieprogram til geografi- og miljøundervisningen - er af høj kvalitet. Den er inspirerende, lærerig, aktiviserende og med en utrolig mængde informationer, og den æstetiske kvalitet gør det til en oplevelse at arbejde med den.
Navnet er hentet fra Environmental education.
TeleDanmark, Danmarks Lærerhøjskole, Epsilon fra Grækenland, Gamma fra Irland og forlaget Systime står bag produktionen, der er i stand til at omsætte meget store datamængder til grafer, kurver og så videre. Der vil blive udviklet nye datasæt, og en homepage på Internettet bliver samlingspunkt for brugerne og stedet, hvor nye statistikfiler kan hentes, så programmet er up to date.
Der er globale data, blandt andet om geografi, meteorologi, geologi og demografi. Der er tale om et åbent program, der kan danne basis for en række undervisningsforløb. Senere bliver der udgivet konkrete undervisningsforløb i hæfteform, eventuelt med disketter.
Med Enviduca følger en elektronisk 'QuickGuide', der gennemgår de vigtigste funktioner.
Ved hjælp af de forskellige 'værktøjer', for eksempel Tværsnit, Areal og så videre, kan man næsten lave alt. Med menufunktionen 'Information, Vis Foto' vises en oversigt over alle fotos, der er af høj kvalitet. Menufunktionen 'Film-Kør Film' sætter en i stand til at se for eksempel temperaturmaksimaets månedsvise vandring omkring ækvator.
I programmets Workbook er det muligt for læreren at stille elevopgaver af enhver art, og med henblik på undervisningsdifferentiering er denne cd af stor værdi.
Programmet optager fem MB på harddisken, og maskinen skal kunne afvikle Windows 3.x eller Windows 95, og skærmen skal som minimum kunne vise mindst 256 farver i 640 × 480 pixels.
En kvalitet ved denne cd er også, at den kræver god basisviden hos brugeren og godt overblik og indsigt hos læreren, så den kan fungere som et godt supplement til den almindelige undervisning.
'Enviduca' cd-rom har meget stor brugsværdi og anbefales alle geografi- og miljøundervisere, der arbejder med de ældre klasser og har de nævnte forudsætninger.
ENVIDUCA
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.