"Det er et kæmpe problem, at offentligt ansatte kun har ytringsfrihed på papiret, og at de i realiteten alt for ofte oplever, at det medfører forskellige former for sanktioner - i værste tilfælde bliver folk fyret", siger Line Barfod fra Enhedslisten til folkeskolen.dk.
Derfor foreslår Enhedslisten sammen med hele oppositionen, at der oprettes et uafhængigt nævn, hvor offentligt ansatte kan henvende sig anonymt og få rådgivning og støtte, hvis de ønsker at ytre sig offentligt om forhold på arbejdspladsen.
Brug for holdningsændring
Line Barfod mener, der ligger en antagelse om, at det er illoyalt, hvis offentligt ansatte kritiserer arbejdspladsen eller de beslutninger, der er taget. Hun pointerer, at det tværtimod er loyalt overfor borgerne og samfundet at påpege, hvilke konsekvenser forskellige tiltag har.
"Hvis vi skal udvikle samfundet og velfærden, så er det fuldstændig afgørende, at de offentligt ansatte bruger deres ytringsfrihed. Vi skal have en holdningsændring, så man synes det er godt, når offentligt ansatte deltager i debatten og fortæller om de ting, der ved", siger hun.
Det gælder for eksempel erfaringer med, hvad nedskæringer og politiske beslutninger betyder for de områder, som de offentligt ansatte arbejder med.
"Alene det at have et nævn, der løbende overvåger området, vil betyde en forskel. Derudover vil et nævn i konkrete sager kunne hjælpe den offentligt ansatte med at vurdere, om der er en sag og derefter rådgive og støtte".
Omvendt bevisbyrde
Udover oprettelsen af et nævn lyder forslaget også på, at der indføres omvendt bevisbyrde i sager, hvor offentligt ansatte fyres eller udsættes for andre sanktioner fra arbejdsgiveren efter at have benyttet sig af sin ret til ytringsfrihed.
Enhedslisten har tidligere stillet forslaget, og denne gang er det med hele oppositionen som medforslagsstillere, og forslaget vil formelt blive fremstillet i Folketinget i næste uge.
Enhedslisten vil sikre offentligt ansattes ytringsfrihed
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.