"Ministeren må se at komme i gang med det her. Folk står og tripper for at komme i gang", siger Enhedslistens uddannelsesordfører om, at uddannelsesministeren endnu ikke har sat sit annoncerede udviklingsarbejde med læreruddannelsen i gang.

Efterspørger handling fra minister: Sæt nu arbejdet med læreruddannelsen i gang

Tilbage i august annoncerede uddannelsesministeren, at hun vil invitere en gruppe hverdagseksperter til at diskutere justeringer af læreruddannelsen. Siden har der været helt stille fra ministeren. Kom i gang, lyder det nu fra Enhedslisten.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har tilsyneladende ikke travlt med at justere læreruddannelsen.

Først tog det hende et år som minister at beslutte sig for, at hun vil sætte et såkaldt udviklingsarbejde i gang, der skal finde mulige ændringer af uddannelsen. Det arbejde vil ministeren have til at bestå af parter tæt på læreruddannelsen.

Men siden Ane Halsboe-Jørgensen deltog ved de lærerstuderendes organisation LL's årsmøde midt i august, har der været helt stille om det forestående udviklingsarbejde.

Minister sætter gang i ændringer af læreruddannelsen uden at love konkrete forbedringer 

Stilheden får nu Enhedslistens uddannelsesordfører Eva Flyvholm til at stille ministeren et skriftlig spørgsmål, hvor hun beder Ane Halsboe-Jørgensen sætte dato på, hvornår udviklingsarbejdet går i gang.

"Ministeren må se at komme i gang med det her. Folk står og tripper for at komme i gang. Vi bakker fuldstændig op om hele ideen med at invitere lærere, lærerstuderende og andre med hverdagserfaring. Men det går ikke, at det kun bliver ved intentionen", uddyber Eva Flyvholm overfor folkeskolen.dk/lærerstuderende

"Nu prikker vi pænt til ministeren for at få hende til at få sendt invitationer ud til de parter, hun vil have med. Og så kan det godt være, at de ikke kan mødes fysisk i disse tider, men så må de mødes på Zoom i stedet", siger hun.

S vil styrke læreruddannelsen inden for de nuværende rammer 

Lærerstuderende undrer sig også

Det er endnu uklart, hvilke parter Ane Halsboe-Jørgensen har i sinde at invitere med, men på de lærerstuderendes årsmøde tilkendegav hun, at de lærerstuderende i hvert fald får en plads ved bordet.

Den plads glæder forperson for de lærerstuderende Rasmus Holme Nielsen sig rigtigt meget til at indtage. Men han fortæller, at han heller ikke kender til en dato for, hvornår arbejdet går i gang.

"Derfor glæder det mig, at Enhedslisten rejser det her spørgsmål, fordi jeg stiler mig også undrende overfor, at der nu er gået mere end to måneder, og der er ikke rigtigt noget, der tyder på, at vi får en invitation i morgen. Jeg havde ellers et indtryk af, at ministeren ville rykke relativt hurtigt på det her. Men min opfattelse er ikke, at det er gået hurtigt".

Ny minister har sat kommission om femårig læreruddannelse på hold 

Uddannelses- og forskningsministeriet har oplyst til folkeskolen.dk/lærerstuderende, at ministeren ikke ønsker at kommentere på sagen.