Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Engelsk

Lærer: Skrottet skriftlig engelskprøve har allerede givet mindre teaching to the test

Bekymringen var stor blandt flere engelsklærere over, at den skriftlige prøve fra i år er afskaffet. Men en engelsklærer oplever, at det allerede har givet lidt mere frirum til at lade det kreative styre i undervisningen.

Engelsklærer Mads Medom Papsø Laursen

Da eleverne i Mads Medom Papsø Laursens klasse skulle løse nogle mere kreative skriveopgaver, fik deres "snørklede hjerner frit løb", og de lavede noget af det bedste skriftlige arbejde, han nogensinde havde set.

Foto: Privatfoto
Maja Plesner
Maja Plesner Freelancejournalist
1 kommentar
23. oktober 2025, kl. 19:30
1 kommentar

Kritikken var til at tage og føle på, da ændringerne for engelskfaget blev offentliggjort i marts 2024. 

Afskaffelsen af den skriftlige prøve fik mange engelsklærere op af stolen. I et indlæg på Folkeskolen kaldte lærer og Folkeskolens engelskrådgiver Maria Roneklindt det ”trist, rigtig, rigtig trist” og undrede sig over, at man afskaffer en prøve, ”der er gode erfaringer med, som eleverne klarer sig supergodt i, og som øger motivationen i udskolingen”. 

Formanden for Sproglærerforeningens engelsk-fagudvalg Frank Lacey frygtede også, at det ville blive svært at motivere både lærere og elever til at ”investere tid og energi i det skriftlige arbejde, som er mere krævende end det mundtlige.”

Men her nogle måneder inde i skoleåret oplever Mads Medom Papsø Laursen, der er engelsklærer på Bredagerskolen i Jelling og medlem af Sproglærerforeningens engelsk fagudvalg, at de nye vilkår ikke kun er en dårlig ting.

”Jeg forstår godt kritikken. Men jeg har prøvet også at se det som noget positivt. Vi er rigtig gode til at få øje på alle de udfordringer, der kan være, men måske skal vi også prøve at kigge på de muligheder, det giver,” siger han.

Deres lidt snørklede hjerner fik frit løb, og jeg så noget af det bedste skriftlige arbejde fra dem, jeg nogensinde har set

Mads Medom Papsø Laursen Engelsklærer, Bredagerskolen

Han synes, at den skriftlige prøve langt hen ad vejen var god, men han synes også, at de genrer, eleverne skulle arbejde indenfor, var meget snævre. 

”Det var ofte sådan noget som at sende et brev eller skrive en beretning om et eller andet, de havde oplevet. Det gjorde det svært nogle gange som lærer at tilgodese de elever, som måske gerne vil noget lidt mere kreativt i undervisningen, fordi jeg skulle forberede dem til prøven".

"Så for mig har afskaffelsen af den skriftlige prøve givet lidt mere frirum til at lade det kreative styre mere. Jeg får i højere grad lov til at definere, hvordan jeg synes, man skal arbejde med skriftlighed,” forklarer han. 

Mindre teaching to the test

Han oplever derfor, at der er meget mindre teaching to the test, og det glæder ham.

Han vil blandt andet gerne arbejde mere med Creative Writing, og i år har eleverne brugt et værktøj på SkoleTube til at skrive historier, hvor der er flere valgmuligheder i forhold til hvordan, historierne udvikler sig. 

”Det var superfedt for nogle af de elever, som havde det svært med de meget standardiserede skoleopgaver. Deres lidt snørklede hjerner fik frit løb, og jeg så noget af det bedste skriftlige arbejde fra dem, jeg nogensinde har set. Men der er også nogle, der måske har brug for mere faste rammer for at få succes med det.” 

Det er ikke, fordi han ikke kunne have lavet et lignende forløb tidligere, erkender han. Men han var mindre tilbøjelig til at gøre det. 

”Jeg tror simpelthen, det handlede om tid og ressourcer. Tidligere ville jeg have prioriteret tiden til en opgave fra et gammelt opgavesæt, så jeg var sikker på, at vi fik arbejdet med den skriftlige prøve,” siger han og tilføjer, at det hjalp lidt, da Børne- og Undervisningsministeriet for nogle år siden tilbød, at man kunne lade eleverne tage terminsprøver i engelsk, for så kunne de træne afgangsprøven der. 

Det var også medvirkende til, at han allerede sidste år begyndte at ændre planlægningen af undervisningen i sin 9. klasse. Og så fordi han havde hørt, at en afskaffelse af prøven var på vej. 

Jeg tænker derfor, at der kommer til at ligge et større arbejde i fagfornyelsen i forhold til at få defineret, hvad skriftlighed er nu.

Mads Medom Papsø Laursen Engelsklærer, Bredagerskolen

”På det tidspunkt havde jeg en årgang, der var relativt fint kørende i skriftlig engelsk, og jeg havde i 8. kørt noget med dem, der lagde mere op til prøven. Så jeg gik i gang med at gøre mig erfaringer med det kreative. Give slip og så se, hvordan de reagerede på det. Og tilbagemeldingen var rigtig positive. Det synes jeg de har været, hver gang jeg har kastet mig ud i noget, der er lidt uortodokst".

"De kan godt kan lide, når vi bryder den der hverdagstrummerum,” siger han. 

I år har han fået en 9. klasse igen, og han har derfor kunnet genbruge sin årsplan fra sidste år. 

Hidtil har han mest arbejdet kreativt i skriftlig engelsk, men han har planer om også at gøre det mundtligt.

”Men her er det selvfølgelig stadig vigtigt at bygge sin undervisning op, så eleverne er klar til at gå til mundtlig prøve, hvis de trækker den, og lave outlines og så videre,” understreger han. 

Her er ændringerne for engelskfaget

  • Den mundtlige afgangsprøve er en udtræksprøve
  • Den skriftlige afgangsprøve er afskaffet, men der skal stadig gives skriftlig standpunktskarakter
  • Eleverne har ikke længere engelsk i 1. klasse
  • Faget reduceres til kun to ugentlige lektioner i 8. og 9. klasse mod i stedet fire ugentlige lektioner i 5. klasse fra skoleåret 2025/26 og i 6. klasse fra skoleåret 2026/27.

En hovedpine mindre

Op til den skriftlige prøve sidste år flød engelsklærernes Facebook-gruppe nærmest over med spørgsmål og samtaler, der handlede om prøveforberedelsen.

Mads Medom Papsø Laursen vælger da også at se det som noget positivt, at de nu slipper for en hel del bureaukrati. Eller som han siger: 

”Det er da helt klart en hovedpine mindre, selv om man stadig skal forberede eleverne på, at de kan komme til mundtlig prøve. Men der var virkelig meget at holde styr på ved den skriftlige prøve."

På et tidspunkt skulle han gennemgå retningslinjerne ved den skriftlige prøve for nogle kolleger:

"De sad og kiggede på mig, som om jeg var vanvittig, fordi der var så mange ting, man skulle vide. Der lå også et meget, meget grundigt instruktionsarbejde i at fortælle eleverne præcis, hvad de måtte og ikke måtte, og det var da svært at overskue. Så jeg kan godt forstå, hvis man også som elev blev lidt forvirret.”

Et internationalt mini-samfundsfag 

Selv om han kan se de positive sider ved de nye vilkår for faget, forstår han godt, hvis nogle engelsklærere synes, at det er blevet nedprioriteret – ikke mindst fordi 8. og 9. klasse kun har to lektioner om ugen i stedet for tre. 

”Det er jo fint, at eleverne får nogle flere timer på mellemtrinnet, men jeg tror, at vi er nogle, der kommer til at savne vores timer i 8. og 9. klasse. For det er der, hvor du virkelig har mulighed for at brede faget ud og dykke ned i nogle af de lidt tungere emner fra USA og England. Jeg tror, vi er mange, der godt kan lide at have engelsk som vores lille internationale mini-samfundsfag,” siger han.

Engelsk

Få Folkeskolens nyhedsbrev om engelsk. En gang om måneden fra vores fagjournalist, og opdatering når der er nyt (ca. 1 gang om ugen)

Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Han er heller ikke sikker på, hvordan han skal give eleverne skriftlige standspunktskarakter, nu hvor han ikke kan holde det op mod slutmålet for prøven, som han siger.

"Jeg ved faktisk ikke helt, hvilke vurderingskriterier vi så skal anvende. Det er nok noget, vi skal tage op i fagteamet på skolen," siger han og tilføjer:

"Jeg tænker også, at der kommer til at ligge et større arbejde i fagfornyelsen i forhold til at få defineret, hvad skriftlighed i engelsk er nu. Derfor har jeg også meldt mig til at være med til at teste udkastet til de nye fagplaner. Netop i håbet om at kunne få et blik ind i maskinrummet på, hvad faget bliver.” 

1 kommentar
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Lærer: Skrottet skriftlig engelskprøve har allerede givet mindre teaching to the test

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS