Skjulte perler til din engelskundervisning

Står du og mangler inspiration til, hvilke undervisningsmaterialer du kan inddrage i den undervisning? Pædagogisk konsulent i engelsk Christina Hellensberg giver her nogle bud på materialer, du måske overså.

Publiceret Senest opdateret

Hvilke skjulte undervisningsmateriale perler gik vi glip af til engelskundervisingen i 2023?

Folkeskolens engelsknetværk hev fat i pædagogisk konsulent i engelsk Christina Hellensberg til en snak om hendes bedste bud på undervisningsmaterialer, som man måske overså.

Her får du hendes bedste bud.

Kortfilm

"Dolápò is fine" (udskoling)

“Kortfilm er i det hele taget et stærkt format, og denne her taler ind i temaer, som fylder meget i udskolingen i engelsk. Den har en overraskende slutning og en meget stærk pointe. Og så har den gode perspektiver på temaerne: ”prejudice”, "the colour of your skin" samt "youth and identity””.

“Kortfilmen handler i høj grad om de fordomme, vi kan have til udseende og hudfarve. Således forsøger filmen at fortælle os, at vi bør lægge fordommene på hylden”.

“Der er lavet opgaver til kortfilmen, som er skrevet på svensk og engelsk, så der er en stor del af materialet, som læreren kan bruge uden at skulle gøre noget. Kun de dele af materialet, der handler om gloser, kan lærerne riskirer at bruge noget tid på at oversætte fra svensk”.

Find materialet her: https://mitcfu.dk/TV0000127735

E-bøger

"Rumble phonics" (indskoling)

“Serien af 33 e-bøger er udadarbejdet til indskolingen og beskæftiger sig med alfabetets lyde, som er meget relevant at få hul på i begynderengelsk. Materialet er velegnet til de yngste elever, som skal lære bogstaverne, lydene og udtalen, men kan også bruges til ordblinde elever længere op i skoleforløbet”.

“Alt efter skolen og mulighederne for at tilgå en iPad eller andet lignende ville man kunne bruge materialet fælles på klassen, eller lade eleverne sidde parvis og øve lydene. Dette materiale åbner op for begge muligheder”.

“Bøgerne har oplæsning og billeder, som supplerer indholdet, og det er muligt at koble materialet til andre læremidler, eksempelvis billedbøger, der også har fokus på sprogets lyde og rytme”.

Tv-udsendelse

"Den amerikanske drøm om en sportsstjerne" (udskoling)

“Sport er et emne, der altid er relevant, men som sjældent udelukkende handler om sport. Dette materiale handler eksempelvis også om vigtige kultur- og samfundsaspekter i USA, hvor man kan få en scholarship. Her handler tv-udsendelsen om at være fra en lavere økonomisk klasse og kæmpe sig til at komme på universitetet”.

“Tv-udsendelsen har fokus på sportsgrenene basketball og amerikansk fodbold, og de unge, fattige drenge, som vi følger i programmet har det mål at få et scolarship for derefter at kunne spille i NFL eller NBA”.

“Vi har koblet materialet til flere spillefilm. Et eksempel kunne være 'King Richard', som handler om tennis og kampen om at blive den bedste. Den passer ind i de samme temaer som TV-udsendelsen, men bringer et nyt perspektiv”.

Find materialet her: https://mitcfu.dk/TV0000127097

Tv-udsendelse

"Den britiske raceskandale" (udskoling)

“Vi har jo beskæftiget os meget med Black Lives Matter og de massive raceproblemer, der foregår i USA, så vi har været optaget af, at lærerne skulle have øje på og eleverne skulle have indblik i, at de samme raceproblematikker også foregår i Storbritannien”.

“Udsendelsen handler om den institutionelle racisme, som var i 70’erne, hvor sorte elever blev stemplet som havende indlæringsvanskeligheder, selvom de ikke havde det. Derfor blev de sendt på specialskoler, som langt fra var lige så gode, som skolerne de kom fra, og fik således ikke de samme muligheder for uddannelse som deres jævnaldrende".

“Tv-udsendelsen kan kobles til hele Windrush-emnet og til episoden 'Education' fra Small Axe-serien".

Find materialet her: https://mitcfu.dk/TV0000127041 og https://mitcfu.dk/TV0000129386

Spillefilm
The Witches (mellemtrin)

“Materialet indbefatter både en spillefilm og en bog i kombination. Filmen er en fantasy-komediefilm med temaer som familie, sorg, venskab, hekse og magi. Derudover er ordforråd omkring udseende i fokus. Desuden er et overordnet tema for mange af Roald Dahls historier, at dyd belønnes, og ondskab straffes”.

“Man kan både læse bogen, som er en graphic novel, inden eller efter filmen. Jeg læste den efter og havde en oplevelse af, at den nærmest spejlede filmen én til én. Og det er jo sjældent, at det vender den vej rundt”.

“Under supplerende materialer finder vi desuden video lessons, ideer til kreative tasks og spørgsmål til filmen. Der er desuden opgaver og inspiration til at arbejde med bogen, der også ligge på Nota.

Find materialet her: https://mitcfu.dk/CFUFILM1123838 og https://mitcfu.dk/90041333.