Anmeldelse
Brainstorm
- kreativ skrivning i engelskundervisningen
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Tænk, en bog og et enkelt lydbånd, der dækker fire skoleår. Det er næsten for godt til at være sandt. Men denne bog er sprængfyldt med idéer, der sagtens kan dække oplæg og arbejde med skriftligt engelsk i de sidste fire skoleår.
Bogen indledes med afsnit til lærere og elever om bogen, klip fra læseplanen, skema til evaluering samt en signaturforklaring. Derefter følger de fire afsnit.
Første afsnit, der er til 6. klasse, hedder 'Get It Down On Paper'. Heri introduceres forskellige teknikker, for eksempel 'The Amoeba', 'The Stepladder' og 'The Battery'. Ved sidstnævnte teknik gælder det om at skrive positive og negative ord og sætninger om et givent emne.
Andet afsnit, der er til 7. klasse, hedder 'On Your Mind'. Her fortsættes med det indlærte, og derudover arbejdes med ordforråd. Der er blandt andet opgaver med synonymer og homonymer.
Tredje afsnit, der er til 8. klasse, hedder 'In Touch'. Igen en fortsættelse af det indlærte, og der fyldes mere på. Der arbejdes med vanskeligere oplæg for eksempel sangtekster.
Fjerde og sidste afsnit til 9. klasse hedder 'Express Yourself'. Mange af oplæggene er tankevækkende fotografier, og der er også et digt af W. Wordsworth.
I hele bogen er der opgaver til en person, par- og gruppearbejde. Og det er nemt at differentiere.
Bogen er velillustreret.
Lydbåndet har til hvert afsnit lydeffekter og sange med og uden tekst. Der er blandt andet numre med Clapton, Pink Floyd, Run Rig og Dr. Hook.
Anbefales meget.