Rebecca Pedersen leder konstant efter spændende materiale, der passer både til alder og niveau. Desværre må man nogle gange ty til det helt basale engelsk, som eleverne synes er demotiverende.

Lærer træt af umodent materiale til de fagligt svage

Det er svært at finde engelskmaterialer, der passer i niveau både fagligt og modenhedsmæssigt, mener engelsklærer Rebecca Pedersen. Forlag nikker genkendende til problemet.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvordan kan man undervisningsdifferentiere på en måde, så de fagligt svageste føler, de stadig lærer noget relevant?

Det spørgsmål stiller Rebecca Marleen Mosegaard Pedersen, der er engelsklærer i udskolingen på Sct. Jørgens Skole i Holstebro. Her underviste hun indtil i år en klasse med specialelever. Hun fortæller, at det kan være en udfordring at finde undervisningsmateriale, der både passer til specialelevernes niveau, men samtidig har et relevant tema, der passer til alderen.

"Det skal både være modenhedsmæssigt interessant, men heller ikke for svært fagligt. For nogle er det helt fint at arbejde med de helt basale ting, men for andre er det vigtigt, at der er lidt flere perspektiver på. De synes, det er spændende at lære om borgerrettigheder i USA, race, identitet ligesom deres jævnaldrende kammerater, men de kan ikke følge med, fordi teksterne og opgaverne er for svære", siger Rebecca Pedersen, der helst vil undgå at skabe 'deja vu'-oplevelser for eleverne:

"Eleverne bliver kede af det og demotiverede, når de igen og igen får bondegårdsdyre og 'Let's Do It' serveret".

CFU har samlet kortfilm til engelsk

Forlag: En velkendt problemstilling

Helle Rodenberg er pædagogisk konsulent for engelsk ved Center for Undervisningsmidler og giver Rebecca Pedersen ret i, at det er en udfordring.

"Den type materiale er noget, vi ikke ser så meget her i Danmark, fordi der ikke er penge i det. Forlagene laver mest 'mainstream' taskebøger, som skolerne køber meget ind af. Så det er svært, fordi nogle bøger layoutmæssigt har en meget barnlig forside. Så er det svært bare at tage en lærebog fra 3.klasse, for det kan eleven altså se på lang afstand".

Hos den digitale udgiver af undervisningsmateriale ClioOnline kender man også problemstillingen godt. 

Lærer: Niveauforskel i engelsk er en stor udfordring

"I engelsk er det et krav, at man arbejder med autentiske tekster, og her kan det godt være en udfordring at ramme både et passende niveau og en relevant, autentisk tekst", siger Maja Hansen, der henviser til de Fælles Mål for engelsk, hvor der står, at eleverne skal forstå synspunkter i autentiske tekster, der har med samfundsforhold at gøre.

"Det har været en udfordring her under præsidentvalget, hvor vi jo gerne vil udarbejde godt materiale til alle elever og niveauer. For hele det amerikanske valgsystem er utroligt kompliceret at forstå, og det kræver et stort ordforråd og højt niveau bare at forstå den allermest basale proces", siger Maja Hansen.

Forlagsredaktøren arbejder med at plukke 'memes' fra Facebook, som består af et billede og en meget lille tekst, der forklarer eller lægger en betydning i billedet.

"'Memes' er som en gave til engelskundervisningen, for her er det simpelt materiale, som handler om nutidige og relevante temaer. Eleverne kan fortolke den simple tekst på billedet, og på den måde kan betydningen sætte sig i hukommelsen, fordi eleverne så vil tænke på det, når de ser billedet næste gang", siger Maja Hansen.

Hjemmebrygget materiale

Rebecca Pedersen finder sit materiale på blandt andet Engelskfaget på ClioOnline, Gyldendal, The School Times og andre engelske sider. Hun har indtil videre klaret udfordringen ved at gå på internettet, hive relevante ting ud og brygge materiale rundt om det.

"Jeg er selv tit ude i at sammensætte materiale selv. For eksempel ved at finde videoer på YouTube og lave refleksionsspørgsmål, som passer til eleverne. Så kan jeg selv afgøre emnet og tilpasse niveauet".

Minecraft i engelsktimerne engagerer eleverne

Helle Rodenberg fra CFU mener også, at YouTube er en god opfindelse. Men tidskrævende, hvis man skal bruge det i undervisning.

"Youtube har et kæmpe udvalg, og man kan med fordel være opmærksom på de populæreste TV-serier og musik, og så få det integreret i klasseværelset. Men det er svært og tidskrævende for en lærer, der ikke har uendelig med forberedelsestid. Det kræver jo, at man lytter og ser det hele igennem for at finde ud af, om det er det rigtige sprogniveau og en god handling".