Den danske folkeskoles didaktiske fortolkning af engelsk sprog og kultur hviler på et kommercialiseret syn afledt af kulturindustriens spektakulære portræt af hvad den engelsktalende verden er; overmættet af dårlige Hollywood klicheer og fakta omkring Buckingham Palace. Dette er en hån mod den engelsktalende verden.

For folkeskoleeleven repræsenterer ‘The Union Jack’ ikke meget andet end England. I deres øjne er ‘The Union Jack’ et spektakulært symbol på et billede af England malet af kulturindustrien og halv-ambitiøse CLIO læremidler. Engelsk, i den danske folkeskole, er Harry Potter, Hollywood, og ‘kunstige-lærer-agtige-britiske-accenter’. Det er som at sige, at Danmark er lig med at kunne udtale ‘rød grød med fløde’ og at have set ‘Borgen’ med undertekster.

Der er en manglende nuance og kompleksitet ved geopolitiske forhold, hvor man utallige gange hører om ‘London Bridge’ og ‘Buckingham Palace’, men aldrig nævnes Wales, et land i Storbritannien (hvis du er tvivl). Der forekommer ej heller en saglig gennemgang af ‘The Troubles’, og hvorfor de fleste elever ikke ved, at der overhovedet er et Republikken Irland og Nordirland. ‘The Troubles’, en pinefuld affære som min farmor var involveret i, findes ikke i den danske bevidsthed. Ikke for at nævne alle de afrikanske lande med engelsk som officielt sprog, der betragtes som uværdige for folkeskolelæreren overhovedet at bare i et sekund tage en pegepind og rette det mod et kort; Jamaica, Ghana, Sydafrika, m.fl. Tilsvarende kunne man begrænse Danmarks geopolitiske forhold til Jylland og Sjælland (måske også Fyn), og samtidigt udelukke Danmarks relation til Grønland, Færøerne, Slesvig, eller den opløste Kalmarunion. Man kunne endda ‘ud fra et didaktisk henseende’, så alle ‘forstår Danmarks historie’, kondenserer Danmarks historie ned til vikingetiden, og aldrig nævne et ord omkring de danske litterære genier såsom H.C. Andersen, N.F.S. Grundtvig, eller Søren Kierkegaard. Dette vil dog være en hån mod den danske kultur; ville det ikke?

I den danske folkeskole er William Shakespeare død. Ligeså er George Orwell, Harper Lee, og Aldous Huxley død - alle borte! Poesi er ikke andet end børnerim med et fonologisk potentiale i indskolingen. De modernistiske digtere, T.S. Eliot og Ezra Pound, samt romantikerne, Percy Shelley og William Wordsworth, er så godt som ikke-eksisterende i udskolingen. Det burde følge, at jeg som britisk-født med en kærlighed for litteratur måtte have nydt engelskundervisningen i folkeskolen, og endnu mere nu, at sidde på en af Danmarks højeste læreanstalter og angiveligt modtage engelskundervisning af allerhøjeste kvalitet i landet, men det er pinefuldt, psykisk tortur.

Nu ser jeg, at mine dødsyge timer relateret til Harry Potter og smagsløse Hollywood film pumpet ud af kulturindustrien med et kommercielt henseende, ikke skyldes min folkeskolelæreres dårlige hensigt; det rækker nemlig tilbage til roden ud fra hvor folkeskolelærerens læring gror, den danske læreruddannelse. En uddannelse i Danmark præget af synsninger samt henvisninger til anekdoter fra privatliv og film man har set, som et gyldigt grundlag for ens påstande. Faktisk er det de ‘dygtigste lærerstuderende’, der gør dette. Når vi taler om køn, så inddrages aldrig Judith Butler med afsæt i hendes feministiske- og fænomenologiske teorier relateret til ‘gender constitution’ og performative handlinger, og ved kulturkritik, nævnes ej heller Walter Benjamin eller den resterende Frankfurterskole.

Jeg er hverken feminist eller kulturkritiker, men selv jeg ved, at der foreligger et nuanceret teoretisk grundlag at inddrage fra det filosofiske- og sociologiske felt. I den anledning vil jeg bemærke, at ligesom kulturkritikeren, Walter Benjamin, foreslå, at mekanisk reproduktion devaluerer auraen (unikheden) af et kunstobjekt, vil jeg gerne foreslå, at det danske uddannelsessystem devaluerer auraen af engelsk sprog og kultur gennem en objektivisering af den engelsktalende verden i et tragisk samspil med kulturindustriens kommercielle interesser og læremiddel didaktikkens simplificerede reproduktioner.

Engelsk sprog og kultur devalueres således, at realiteten portrætteret i folkeskolen har ingen overensstemmelse med den virkelige verden, som opleves når jeg vandrer gennem Inverness’ idylliske stræder. Faktisk er det tætteste jeg er kommet på den danske folkeskoles repræsentation af den engelsktalende verden; en enkelt gang (som jeg nu fortryder) satte mig på en rød dobbeltdækkerbus for at fræse gennem London i selskab med tyske- og kinesiske turister og tage billeder af diverse seværdigheder; for derefter at sætte mig i en Starbucks cafe fordi, at den britiske regn var ubelejlig. Engelsk sprog og kultur er ikke meget andet end et spektakulært fænomen - sig blot ‘London Bridge’ og ‘Harry Potter’ - og tillykke din kulturelle udfoldelse i folkeskolen er fuldendt!