Af Jørgen Riber Christensen
Cd-rom, 250 kroner for én licens,
125 kroner ved køb af 20 eller flere licenser
Systime
'Charles Dickens'-cd-rommen er et engelsk-engelsk undervisningsmateriale, der fuldt ud lever op til de krav, som en moderne undervisning stiller, og er derfor et imponerende stykke undervisningsmateriale.
Den berømte forfatters barndom og liv præsenteres med mange detaljer. Der er samtidig en omfattende præsentation af den victorianske periode sidst i det 19. århundredes britiske imperium.
Så godt som Dickens samlede værker er indscannet i originaludgavens fulde længde. De overføres direkte til computerens tekstbehandling, hvorfra de kan bearbejdes eller citeres. Hovedværkerne er alle kommenteret og med en introduktion. De mest undervisningsegnede historier er gennemarbejdet med gloseopslag ved hjælp af museklik, illustrationer, gode og relevante opgaver samt - naturligvis - læst op af engelske skuespillere.
Der er også en lang række filmklip med markante scener fra mere end 60 års filmatiseringer af Dickens.
Endelig et særligt juleafsnit.
Denne cd-rom flytter litteraturarbejdet i engelskundervisningen på meget overbevisende måde ind i den nye teknologis tidsalder. Cd-rommen er meget velegnet til en blandet undervisningsform med fællesgennemgang og siden arbejde på egen hånd. Der er naturligvis tilknyttet en hjemmeside til cd-rommen.
'Charles Dickens' er et naturligt valg som emne i 9. eller 10. klasse. Denne cd-rom kan med lethed udgøre et af emneområderne til eksamen, og prisen er så fornuftig, at enhver skole har råd til at købe sig et klassesæt.
Systemkrav: Pentium 133 megahertz, Windows95 eller senere styresystem med 16 megabyte ram-hukommelse, tre megabyte ledig plads på harddisken, skærm med 800 x 600 opløsning, 8x speed cd-rom-drev, gerne Windows-kompatibelt lydkort og højttalere.
Steen Brastrup
Engelsk
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.