En stor fortælling i små rammer

Fortællingen om en prinsesse der så gerne vil ud og leve livet, fortælles i en børnesolidarisk blanding mellem de mystiske/mytiske og de mere dagligdags universer – og det er meget underholdende.

Det er skægt med dukketeater. Som publikum kigger man ind i en kasse og det er ikke en tv-kasse, hvor MTV buldrer, men en kasse, hvor et andet og meget mere langsomt spil – folder sig ud. Og det er ikke kun et spil, men en hel verden: med landskaber, byer, huse. Og selvom aktørerne kun er flade papfigurer, kan de bevæge sig – næsten helt livagtigt. Så småt det end er, er det stort. Kæmpestort.

Således også med Prinsessen med de snavsede knæ. Fortællingen om en prinsesse, der keder sig hjemme på slottet. Hun får hverken lov til at komme ud i naturen, eller lege med dyrene. Hun skal bare sidde ved sin computer eller ved sit fjernsyn – og se MTV; for så får hun jo ikke beskidte knæ. Og så siger hendes far og mor oven i købet, at hun skal giftes med prins Aleksander fra nabokongeriet. Men så bliver det også for meget for prinsessen. Hun går i tale- og bevægelsesstrejke. Og det er denne stumme og handlingslammede pige, som de to trolde, Kina og Spunk opsøger på slottet for, at hun skal hjælpe dem med at befri en god troldmand, som bliver holdt fanget af de meget store og meget dumme bjergtrolde inde i deres bjerg af avispapir. Og da han er blevet fri siger han, at også nabokongerigets prins, Aleksander bliver holdt fanget. Også han må befries. Og så drager den lille gruppe; prinsesse, de to trolde og troldmanden, videre ud i verden hvor prinsessen både får beskidte knæ, mærker livet, og redder Aleksander, som viser sig at være en sød dreng.

Det hele lykkes efter en morsom og medrivende kamp mellem universets gode og onde kræfter – hvor det som 7-årig er rigtigt godt, at man sidder på sikker afstand af handlingen på scenen. Og i løbet af de 35 minutter som forestillingen varer, bliver alle forvandlet til gode mennesker eller gode trolde. Og en fest kan folde sig ud i slottets flotte sale, som i Suse Hartungs streg og klip både har gotiske og nutidige og meget genkendelige elementer.

Det samme gælder teksten, som både har sine mundrette og mere mystiske steder. Præcis ligesom, når børn selv fortæller eventyr, blander universerne sig med hinanden, og er med til at gøre det både skægt og hyggeligt at være gæst hos Svalegangens dukketeater.

Lone Nyhuus