Med den nye skolelov, som med nutidens målestok vel næppe mere kan kaldes ny og da også er modificeret hen ad vejen, ændredes skolebibliotekets betegnelse til det noget latterlige servicecenter, som ledte tanken hen på tankpasserpædagogik. Anvendte man betegnelsen, udsatte man sig for grov mobning fra kollegers side.
Rollen skulle forestille at være mere central og væsentlig, men mange steder blev resultatet nedskæringer, mere økonomisk knaphed og fyring af skolebibliotekskonsulenten. Ikke alle havde forstået de nye signaler, og der fandtes stadig ledere, som mente, at en skolebibliotekars job var at »stemple bøger ud«, og at det »enstrengede system« og elektronisk administration betød mindre arbejdsbyrde.
Men heldigvis findes der altid ildsjæle, som orker at gå foran, og det mere dynamiske begreb udviklingscenter blev opfundet. Og fra centralt hold sattes et udviklingsarbejde i gang. 21 skoler meldte sig, og fem udvalgtes i øvrigt fem, som også tidligere og i andre sammenhænge har gjort sig positivt bemærket som spydspidser.
Resultatet rapporteres nu i dette hæfte, som er sendt til skolen, og som også kan læses på pub.uvm.dk/2004/stjernerolle, mens yderligere eksemplarer kan rekvireres på forlag@-uvm.dk, fax 3392 5219 eller telefon 3392 5220.
Det er opløftende læsning. Er du skolebibliotekar, kan du læse hæftet, få styrket dit professionelle selvværd og få ny energi til arbejdet, ligesom det vil være en god idé at sikre, at din ledelse også får det læst. Skal innovationen lykkes, er det stadig essentielt, at ledelsen og økonomien er positivt med. Herudover er der gode råd om tilrettelæggelse af en strategi, og selv om I allerede er godt i gang, vil der være ideer at hente til yderligere udvikling.
Det har virkelig været en fornøjelse at læse denne publikation, også fordi den er skrevet, så man gider læse den af en journalist. Og selv om man tager læreres automatiske forbehold over for rapporterede udviklingsprojekter, vil der være rigeligt positivt tilbage at nære sine fremtidsdrømme af.
Så hvorfor nøjes med at være stjerne for en aften?
En stjernerolle til skolebiblioteket
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.