En skole i bevægelse / Norsk skole i utvikling, men i ujevn takt

I årene 2000-2003 blev der i den norske grundskole (barneskole og ungdomsskole) gennemført et stort anlagt og landsdækkende arbejde med kvalitetsudvikling. Staten bidrog med 670 millioner kroner og kommunerne med et lignende beløb, omend ujævnt fordelt over landet. Cirka 6.400 skoleledere, lærere, forældre, elevråd og medlemmer af kommunale skoleforvaltninger deltog i arbejdet. Hovedformålene med det var at udvikle bedre vilkår for den enkelte elevs læring og udvikling og at videreudvikle og forny kompetence og læringspraksis på den enkelte skole. Satsningsområderne var først og fremmest kompetenceudvikling i basisfagene matematik, norsk og engelsk, styrkelse af elevernes læringsmiljø og fremme af nye arbejdsmåder i undervisningen og af en fleksibel organisering og tilrettelæggelse af undervisningen. Også rollefordelingen mellem ledere, lærere og elever var et vigtigt område i udviklingsarbejdet, og kompetenceudvikling af informations- og kommunikationsteknologi blev især støttet af staten, både den pædagogiske og faglige anvendelse i undervisningen og lærernes tekniske kompetence.

Kvalitetsudviklingsarbejdet blev i forløbet evalueret af en norsk-dansk forskergruppe, hvor forskere fra Danmarks Pædagogiske Universitet spillede en central rolle, først og fremmest Lars Klewe og Poul Skov, men også blandt andre Peter Allerup med den statistiske behandling af det materiale, som gruppen indsamlede ved hjælp af interviews, spørgeskemaer og systematiske iagttagelser. »En skole i bevægelse« er den endelige rapport fra evalueringen, mens »Norsk skole i utvikling, men i ujevn takt« indeholder en kortfattet og klar præsentation af nogle af de resultater, som forskergruppen mener er de vigtigste.

Evalueringsmaterialet rummer et væld af spændende beskrivelser og vurderinger af udviklingsarbejderne og resultaterne af dem, og de er i høj grad relevante for danske lærere, fordi den norske grundskole åbenbart rummer de samme problemer og udfordringer som den danske folkeskole: om projektarbejde og faglighed; om undervisningsdifferentiering, individuelt arbejde og klasseundervisning; om elevernes medbestemmelse, engagement og glæde ved at gå i skole; om lærernes faglige og pædagogiske kompetence, deres videreuddannelsesmuligheder og deres samarbejde; om de forskellige gruppers roller og samarbejdsklimaet på skolen; om den relevante og kvalificerede brug af informations- og kommunikationsteknologi i undervisningen. Og så videre.

Et forhold synes evalueringsgruppen at være særlig optaget af. Den mener at kunne påvise, at kollektive skoler er de bedste til at udvikle elevernes læringsmiljø i positiv retning og i det hele taget at styrke elevernes læringsudbytte og forbedre lærernes arbejdssituation. Dertil kommer, at de også er de bedste til at sikre, at undervisningen tilpasses den enkelte elevs forudsætninger, og at der udvikles en undervisningsdifferentiering, hvor elevernes individuelle udvikling spiller en central rolle. Ved en kollektiv skole forstår forskerne en skole, hvor lærerne samarbejder om undervisningens tilrettelæggelse og gennemførelse, hvor ledelse og lærere følger en fælles strategi for skolens udvikling, og hvor der i det hele taget hersker en positiv samarbejdsånd. Det er yderst interessant, at forskerne mener, at samarbejde mellem lærerne fremmer en individualisering af eleverne, og at det kaldes en kollektiv skole! Hvad med elevernes samarbejde og løsning af fælles opgaver?

I Danmark havde vi et tilsvarende stort udviklingsarbejde i 1988-1992. Var det mon en ide at tage et nyt udviklingsarbejde i Danmark op til overvejelse igen? Der synes at være nok at tage fat på.