En samlet tolkning

Gennem de sidste fem år har internationale undersøgelser af skoleelevers præstationer i høj grad præget den pædagogiske og uddannelsespolitiske dagsorden i Danmark. Der er nu kommet så mange resultater, at det er på tide at vove en sammenfattende tolkning:

Sammenlignet med andre lande præsterer danske elever dårligt i begyndelsen af skoleforløbet, men godt ved slutningen af det.

Som det sikkert huskes, skabte en international undersøgelse af læsefærdighed i 3. klasse enorm opmærksomhed i 1993. Den viste, at danske elever læste på niveau med lande, som vi normalt ikke ønsker at sammenligne os med. Danske elevers læsefærdighed var dårligere end læsefærdigheden i de fleste andre udviklede lande.

For nylig viste en undersøgelse af elever på 12. uddannelsesår, at vi klarer os flot, når det gælder viden i matematik og naturvidenskabelige fag.

Dette indtryk, at danske elever klarer sig skidt i starten, men godt i slutningen af skoleforløbet, fuldendes af, at undersøgelserne tyder på, at vores elever klarer sig jævnt godt i midten af forløbet.

Hvad er forklaringen? Den er formentlig, at den danske skole har et større indslag af progressiv, vækstpædagogisk praksis end de fleste andre landes skolesystemer.

Naturligvis ligner danske folkeskoler ikke Summerhill, men siden 60'erne har danske skoler haft et vist præg af progressiv pædagogik. Der er mere vægt på sociale relationer og selvstændighed og på, at elevernes lyst til at lære skal vokse 'indefra'.

Vækstpædagogikkens fortalere fra Rousseau til Neill har altid hævdet, at denne pædagogik ville resultere i langsom spiring. Til gengæld ville den ende i smukke blomster - for nu at blive i den plantemetaforik, som vækstpædagogikken elsker.

Pædagogikken indfrier altså sine løfter, og eleverne ender med et højt niveau. Så er alt vel godt? Ikke helt. Undersøgelserne og debatten om dem har afsløret to problemer, som vi må forholde os til:

For det første er der stor spredning blandt danske elever, og der er også ved slutningen af skoleforløbet en stor gruppe, der klarer sig meget dårligt. Den såkaldte 'kamel-effekt' med hensyn til læsefærdighed i de første klasser har været kendt gennem adskillige år. Der er mange gode læsere, men desværre også en stor gruppe, der klarer sig decideret dårligt.

Undersøgelsen af matematisk og naturvidenskabelig kunnen viser samme tendens: Det gode danske resultat er sammensat af en fremragende top og en alt for stor gruppe elever, der klarer sig udpræget dårligt.

Også det kan forklares som resultat af det vækstpædagogiske indslag i den danske skole. Vækstpædagogikken har på trods af alle sine fortrin en tendens til at producere tabere. Det er ikke hos alle elever, at motivationen vokser frem indefra. Nogle elever har brug for, at der bliver stillet konkrete og overskuelige krav. De har brug for støtte og vejledning. Vækstpædagogikken har overset, hvor svært det er for nogle elever at lære.

For det andet har debatten vist, at det vækstpædagogiske aspekt i folkeskolen ikke har folkelig og politisk opbakning. Selv om en stor del af den kritik, der har haglet ned over folkeskolen, har været ukvalificeret, må den alligevel tages alvorligt. Politikerne, offentligheden og en stor del af forældrene har aldrig accepteret vækstpædagogikken. Det vidste progressive lærere udmærket også i 60'erne og 70'erne, men valgte stort set at ignorere det. Det er ikke længere muligt.

Her ligger to store udfordringer, der må tages op.

Per Fibæk Laursen er lektor i didaktik på Københavns Universitet